Hvad skal der ske med Caroline Wozniacki næste år?

»Det er et åbent spørgsmål, om hun fortsættter.«

Det er ordene fra tennisekspert og kommentator på Eurosport Peter Bastiansen om Caroline Wozniackis nærmeste fremtid efter danskerens exit i første runde ved WTA-turneringen i Wuhan.

Peter Bastiansen mener, at turneringen i Beijing i næste uge kan gå hen og få rigtig stor betydning for, om Wozniacki også er at finde på tennisscenen, når kalenderåret skifter.

Caroline Wozniacki.
Caroline Wozniacki. Foto: HECTOR RETAMAL
Vis mere

»Taber hun i første runde i Beijing, så taber hun 1000 point på verdensranglisten, og så kan hun ende omkring nummer 70. Så er der ekstremt langt op. Spørgsmålet er, om hun gider at tage den tur en gang til,« siger Peter Bastiansen og fortsætter:

»Jeg har svært ved at se, at hvis hun ender som nummer 70, at hun gider fortsætte. Der er masser af turneringer, hun ikke bliver inviteret til, og hun skal til at spille kvalifikationskampe. Det bliver et helt andet setup. En lang tur op ad bakke. Spørgsmålet er, om hun er mentalt og fysisk klar til det,« siger Peter Bastiansen til B.T. Sport.

Hvis det var Bastiansen selv, der stod i Wozniackis situation, ville han ikke være i tvivl om, hvad han ville gøre.

Så ville det være nok. Han ville takke af for denne gang.

»Hvis hun taber i første runde i Beijing, og hun ender så langt nede på verdensranglisten, så synes jeg, at det ville være uværdigt for en spiller af hendes kaliber at løbe rundt og spille mod nogle, som, hvis hun havde været 100 procent frisk, ville have slået. Jeg havde ikke personligt fortsat, men jeg er heller ikke hende.«

Tenniseksperten mener dog, at der også er ting, der peger i retning af, at hun fortsætter med at spille i 2020.

Og det handler ikke udelukkende om det sportslige, men også det, der foregår rundt om.

»De har planer om, at hun måske skal spille i Sankt Petersborg ugen efter turneringen i Beijing. Hun har også indikeret flere gange, at hun kommer tilbage til turneringer, når hun er blevet spurgt, om det var sidste gang. Jeg mener også, at der er mange sponsorkontrakter, som hun har, der udløber i 2020. Det giver nogle forpligtelser.«

Caroline Wozniacki.
Caroline Wozniacki. Foto: HECTOR RETAMAL
Vis mere

Men hvad tror Peter Bastiansen så, at der sker med Caroline Wozniacki næste år?

»Hvis hun melder sig til turneringen i Sankt Petersborg, så tror jeg, at hun spiller næste år. Hvorfor fanden skulle hun ellers tage derhen for at spille en turnering mere? Det ville være fuldstændig tåbeligt, hvis hun alligevel stopper. Omvendt så antager jeg, at hun ikke fortsætter, hvis hun ikke spiller den turnering,« slutter Peter Bastiansen.

Caroline Wozniacki vandt turneringen i Beijing sidste år med 6-3 6-3 over Anastasija Sevastova.

Den sejr kom i hus den 7. oktober 2018, og det er også der, hun senest har vundet en turnering.