Hvorfor valgte Michael Mortensen i foråret 2014 efter mindre end to måneders ansættelse at trække sig som Caroline Wozniackis træner?

Spørgsmålet besvarer han i selvbiografien 'Grus', der 28. september udkommer på bogforlaget People’s Press.

Heri forklarer 57-årige Michael Mortensen, der i dag er ansat som tenniskommentator på tv-kanalen Eurosport, og som tidligere har spillet på det mandlige danske Davis Cup-landshold, at han følte, hans arbejde på træningsbanen var omsonst, fordi Caroline Wozniacki ikke tog hans råd til sig.

Læs også: Imens du sov: Debutant gjorde det umulige!

»Jeg havde svært ved at nå ind til hende,« siger Michael Mortensen i en samtale med B.T.'s tennisreporter.

Michael Mortensen (billedet) har tidligere trænet Caroline Wozniacki.
Michael Mortensen (billedet) har tidligere trænet Caroline Wozniacki. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Han er langtfra den eneste træner, som Caroline Wozniacki kun har arbejdet med i ganske kort tid. Samme skæbne er overgået anerkendte trænere som Ricardo Sanchez, David Kotyza, Thomas Högstedt og Thomas Johansson.

»Hendes far (Piotr, red.) kan nogle ting, som vi andre ikke kan. Han kender sin datter ud og ind. Han ved, hvordan han skal inspirere hende, og hvordan hun præsterer på allerhøjeste niveau. Vi andre, der har været inde over, har ikke den indsigt eller de kvaliteter, som Caroline har brug for. Derfor er det stadig Piotr, der kører den daglige træning. Vi må bare erkende, at der mellem Piotr og Caroline er et særligt og ubrydeligt bånd,« siger Michael Mortensen.

Læs også: Mads Øland til møde i London: Se hans nye topjob

Det var ellers Piotr Wozniacki, der i sin tid selv henvendte sig til Michael Mortensen.

»Thomas Högstedt var lige stoppet, og man mente i Team Wozniacki, at jeg var træneren, der kunne få hende tilbage på rette spor oven på hendes exit i tredje runde ved Australian Open. Jeg gjorde, hvad jeg kunne, men det var bare ikke det rigtige tidspunkt. Måske var hendes tanker et helt andet sted? Det var jo lige blevet meldt ud, at hun sidst på året skulle giftes med Rory McIlroy (nordirsk golfspiller, red.),« siger Michael Mortensen.

Trods bruddet nærer han ingen bad feelings.

»Overhovedet ikke. Jeg anser medlemmerne af Wozniacki-familien som nogle af mine bedste venner. Da Caroline i januar kom til Danmark på kort visit efter sin finalesejr ved Australian Open, var jeg blandt de inviterede til et aftenselskab. Nu må vi se, om jeg sammen med min kone bliver inviteret til hendes kommende bryllup med David Lee, men jeg håber da, at der på et tidspunkt kommer til at ligge en invitation i postkassen,« siger Michael Mortensen med et smil.

Han var inviteret med, da Caroline Wozniacki efter planen skulle have været gift med Rory McIlroy i efteråret 2014.

»Jeg oplevede dem sammen i Doha og Dubai, og det var da lidt specielt at få et lift i hans privatfly fra Los Angeles til hans hjem i Palm Beach i Florida. Her havde jeg overhovedet ikke på fornemmelsen, at der var et brud undervejs. Det kom som et chok. Også for mig. Jeg fornemmede, at de forgudede og elskede hinanden. Der var bare så meget kærlighed mellem dem. De havde det sjovt og dejligt sammen. Jeg var overbevist om, at deres forhold var for livet,« siger Michael Mortensen.

Caroline Wozniacki jubler over sin sejr over Samantha Stosur ved sidste måneds Grand Slam-tennisturnering US Open i New York.
Caroline Wozniacki jubler over sin sejr over Samantha Stosur ved sidste måneds Grand Slam-tennisturnering US Open i New York. Foto: TIMOTHY A. CLARY
Vis mere

Han så første gang Caroline Wozniacki spille, da hun i 2002 i Randers som 14-årig vandt DM-finalen i damesingle.

»Her førte hun bevis for, at talentet er unikt. Det, der ramte mig, var hendes spilleglæde. Den lyste langt ud af hende. Hun elskede at spille kampe, og hendes spilforståelse var meget spændende,« siger Michael Mortensen.

På daværende tidspunkt var han cheftræner i Frederiksberg-klubben KB.

»Jeg ville gerne have, at hun skiftede til os (fra Farum, red.), og bragte emnet op på et møde i vores spillerudvalg. De var dog ikke med på min idé, fordi de var bange for, at Piotr ville komme til at fylde for meget i klubben. Det havde jeg ingen forståelse for og var naturligvis skuffet,« siger Michael Mortensen.

Han blev dog ved med at presse på.

»Jeg argumenterede med, at hun var et kæmpe talent, og at det ville komme alle til gavn i klubben. Alle ville kunne lære noget af hendes disciplin. Heldigvis kom de nogle år senere til fornuft,« siger Michael Mortensen.

Caroline Wozniacki erobrede tidligere på året sin karrieres første grand slam-titel.

»Jeg blev lykkelig på ikke blot hendes, men også Piotrs vegne. Mange har gennem årene set kritisk på hendes muligheder. Nu fik hun lukket munden på dem. Al den snak har virkelig været til at kaste op over. Hvis der er én, der har fortjent at vinde en af tennissportens største titler, er det Caroline. Hun har i den grad knoklet for det,« siger Michael Mortensen, der ikke kan forestille sig, at hun snart lægger ketsjeren på hylden.

»Jeg forventer, at hun i hvert fald også er med i 2019, og at hun næste år endnu en gang har gode chancer for at vinde en grand slam-titel,« siger Michael Mortensen.