Caroline Wozniacki er klar til finalen ved WTA-turneringen China Open i Beijing. Således vandt den 28-årige danske tennisspiller sin semifinale mod den to år yngre kineser Qiang Wang 6-1, 6-3.

»Jeg vidste, det ville blive en hård match. Derfor var jeg meget fokuseret,« sagde Caroline Wozniacki med et stort smil straks efter kampen.

I søndagens finale skal verdensranglistens nummer to, Caroline Wozniacki, duellere mod useedede Anastasija Sevastova, der sensationelt vandt sin semifinale 6-4, 6-4 over den nykårede US Open-mester, Naomi Osaka.

»Jeg er stensikker på, at Caroline vinder finalen. Hun har tidligere besejret Sevastova fire gange og kender den lettiske spiller ud og ind,« siger Michael Mortensen, der tidligere har trænet Caroline Wozniacki og nu er ekspertkommentator på tv-kanalen Eurosport.

Michael Mortensen råder dog Caroline Wozniacki til at forberede sig seriøst til opgaven.

»Det indgyder respekt, at Sevastova kunne vinde over Osaka. Sammenlignet med andre spillere er Sevastova en smule atypisk, eftersom hun spiller med slicet baghånd og masser af stopbolde. Dem skal Caroline være klar til at returnere,« siger Michael Mortensen.

Han så Caroline Wozniackis kamp mod Qiang Wang.

»Caroline sad fuldstændig på sin kinesiske modstander. Kun i begyndelsen af andet sæt viste Wang tænder, men herefter gik hun i panik over ikke at kunne slippe ud af den skruestik, Caroline havde anbragt hende i. Jeg er meget imponeret over Carolines indsats. Den var fremragende, og undervejs i kampen så man noget af det, der i begyndelsen af året betød, at hun både vandt Australian Open og generobrede den verdensrangliste-førsteplads, hun senest havde haft i 2012,« siger Michael Mortensen.

Vinder Caroline Wozniacki finalen, vil det være hendes 30. titel på WTA Touren.

»Det vil være fantastisk, hvis det lykkes. Hun har de seneste måneder langt fra spillet sit bedste tennis i karrieren. Det skyldes primært skader. Men nu er hun fit-for-fight. Om et par uger skal hun forsøge at forsvare sin WTA Finals-titel i Singapore. Indsatsen ved China Open er i den grad med til at skærpe hendes selvtillid frem mod den opgave,« siger Michael Mortensen.

Adgangsbilletten til WTA Finals, hvor hun i fjor finalebesejrede Venus Williams, blev tidligere på ugen sikret.

Herudover har Simona Halep, Angelique Kerber, Naomi Osaka og Petra Kvitova klaret kvalifikationskravet, mens spillere som Elina Svitolina, Sloane Stephens, Karolina Pliskova, Kiki Bertens og Elise Bertens kæmper om de sidste tre pladser.

»Det bliver et brag af en sæsonfinale, og med den form, som Caroline har genfundet, bliver det spændende at følge hendes deltagelse,« lyder Michael Mortensens slutreplik.

Genlæs Caroline Wozniackis vundne semifinale mod Qiang Wang - bold for bold - her: