Hun har ligget nummer fire på verdensranglisten i damesingle, vundet seks WTA-turneringer og strøg til tops i US Opens pigesingle-turnering i 1998.

Derfor ved serberen Jelena Dokic, der i 1994 blev australsk statsborger, hvad hun taler om.

»Jeg har bemærket, at Clara Tauson vandt Australian Opens pigesinglerække. Det er et fremragende resultat, og jeg må bare sige 'Tillykke, Danmark!' Her har I et talent, der er imponerende stort. Forhåbentlig fortsætter hun med at have motivationen til at træne og udvikle sig. For selvom hun har sikret sig en stor junior-titel, er der stadig lang vej til at blive en af de bedste på WTA Touren,« siger Jelena Dokic.

B.T.'s udsendte møder hende i 'Players Lounge' et par timer efter, den 16-årige danske tennisspiller har leveret sin karrieres hidtil største resultat ved at finalebesejre canadieren Leylah Annie Fernandez 6-4, 6-3.

»Det er endnu for tidligt at sige noget om, hvor langt hendes talent rækker. Men når man allerede i hendes alder kan vinde en af de store junior-titler, er potentialet så stort, at hun bestemt har mulighed for at få sig en stor karriere,« siger Jelena Dokic, der under Australian Open har kommenteret adskillige kampe på australsk tv.

Den amerikanske journalist Matt Cronin, der arbejder for den amerikanske tv-kanal Fox, vurderer ligeledes, at Clara Tausons muligheder for at få sig en fremragende karriere er stor.

»For dansk tennissport glæder hendes Australian Open-sejr mig. Caroline Wozniackis karriere er måske snart slut. Her har I fundet hendes afløser. Det er indiskutabelt, at Tausons talent er stort. Ellers ville hun ikke vinde en grand slam,« siger Matt Cronin.

2019-udgaven af Australian Open afsluttes søndag, hvor finalen i herresingle - mellem Novak Djokovic og Rafael Nadal - spilles på Rod Laver Arena i Melbourne.