Verdensetteren Aryna Sabalenka måtte lørdag se sig slået af hjemmebanedarlingen Coco Gauff i finalen ved US Open.
Et nederlag, der efterlod hvidrussiske Sabalenka tydeligt knust efter kampen. Så knust og vred, at frustrationerne fik lov til at tage over, da hun var alene i et træningsrum.
For her gik hun amok. Og det kostede hendes ketcher 'livet'.
Det viser en video, der florerer på mediet X – se den herunder.
Det er dog ikke alle, som er helt tilfredse med, at videoen af Sabalenka nu florer på det sociale medie.
'Dette burde ikke være blevet offentliggjort,' skriver en bruger til videoen.
'Jeg synes, at spillere burde have en smule privatliv. Der burde ikke være kameraer i det her lokale,' skriver en anden bruger.
'Stakkels kvinde. Hun ville bare gerne have et privat øjeblik. Det kan hun ikke en gang få efter nederlaget,' lyder det fra en tredje bruger og sådan fortsætter flere, der mener videoen ikke burde være offentliggjort.
Selvom flere kritiserer offentliggørelsen af videoen, er der få som retter kritik direkte mod den 25-årige tennisstjerne.
'Bare husk hver gang Sabalenka ikke vinder en grand slam – så er der ikke en propaganda mulighed for hendes elskede Lukashenko,' lyder kritikken til det ellers private øjeblik fra en bruger på mediet.

25-årige Aryna Sabalenka vandt ellers første sæt i finalen over Coco Gauff med 6-2, men så meldte fejlene sig på banen.
Foran et euforisk hjemmepublikum lod Sabalenka tårerne trille, mens hun ønskede amerikanske Coco Gauff tillykke med sejren.
»Det meste af tiden håndterede jeg mine følelser okay. Tillykke til Coco. Du spillede helt utroligt i finalen,« sagde Sabalenka efter kampen.
Aryna Sabalenka tabte US Open finalen i tre sæt med cifrene 6-2, 3-6 og 2-6.
