Han har haft nogle vilde og hårde dage på det seneste, og det tager han nu konsekvensen af.

For den danske tennisstjerne Holger Runes French Open-eventyr har nemlig betydet, at han nu må melde afbud til ATP-turneringen Boss Open i Stuttgart i næste uge.

Det fortæller den 19-årige dansker i et opslag på Instagram fredag.

»​Efter rådgivning fra min fysioterapeut har jeg brug for at hvile min ankel, der stadig er hævet efter mit vrid til Roland Garros. Jeg kommer derfor ikke til Stuttgart i næste uge, som ellers var planen,« skriver han.

Foto: YOAN VALAT
Vis mere

Det var i anden runde ved French Open, at den danske tenniskomet gled i en presenning og vred om på anklen i kampen mod schweiziske Henri Laaksonen.

Et uheld, som han dog efterfølgende fik behandling for. Og det betød, at han kunne færdiggøre kampen og dermed hive en 3-0-sejr hjem.

Ankelvriddet endte da heller ikke med at få betydning for Holger Runes indsats på det berømte grus i Paris.

For de efterfølgende dage tog han nemlig hele tennisverdenen med storm, da han formåede at spille sig hele vejen til kvartfinalen i den prestigefyldte grand slam.

En kvartfinale mod norske Casper Ruud, der dog blev endestationen for den unge stjerne.

Efter en dramatisk kamp tabte det danske tennishåb efter fire sæt. Det var dog på ingen måde selve kampen, der endte med at stæle al opmærksomheden efterfølgende.

For kort efter det nordiske brag kom der for alvor gang i de verbale angreb mellem de to rivaler.

Det kan du læse meget mere om HER.