Det danske tennisstortalent Holger Rune valgte pludselig at trække sig fra en Challenger-turnering i italienske Bari.

Midt i kampen mod italieneren Andrea Arnaboldi valgte den 18-årige dansker at gå frem til nettet og række næven ud til sin modstander. Danskeren ville ikke spille videre - og det stod umiddelbart ikke klart hvorfor.

Men over for B.T. forklarer Holger Runes mor, Aneke Rune, nu det pludselige afbud.

»Han fik suget en del blod ud af en vabel under foden i sidste uge, så det var ikke optimalt at spille, hvis det skulle åbne sig i forhold til infektion og så videre, men han ville gerne prøve,« oplyser Holger Runes mor og manager, Aneke Rune, til B.T. og fortsætter:

Foto: TIZIANA FABI
Vis mere

»Det var svært, da den fyldte det meste af hans fodballe. Men hellere prøve end fortryde, og alt er vel.«

Hun fortæller samtidig, at Holger Runes sæson dermed er slut. Nu står den på ferie, inden forberedelserne til næste sæson begynder, hvor årets første store opgave bliver grand slam-turneringen Australian Open.

I weekenden fik han lægehjælp undervejs i sin semifinale i en Challenger-turnering i den franske by Pau. Han trak sig ved den lejlighed ikke fra kampen, men tabte til den 20-årige tjekke Jiri Lehecka.

Nederlaget betød, at Holger Rune samtidig missede muligheden for at spille sig ind i verdensranglistens top-100. Det havde krævet en sejr over tjekken. Danskeren kunne dog fortsat opnå sit store sæsonmål om at nå top-100 i denne uge, men sådan kommer det altså ikke til at gå.