Efter et par dages spekulationer, siger stjernen det nu selv.

Tennisspilleren Novak Djokovic bekræfter ifølge AFP, at han har fået visum til at rejse til Melbourne for at deltage i grand slam-turneringen Australian Open.

Sidste år kom Novak Djokovic i centrum i en kæmpe skandalesag.

Australien var voldsomt plaget af coronavirus, hvorfor samtlige spillere skulle vaccineres. Det var Djokovic ikke, men han fik alligevel tilladelse til at spille.

Det endte med at få folk op i det røde felt, fordi mange mente, at serberen fik særbehandling.

Han rejste således til Australien for at deltage i Australian Open. Men i sidste ende blev sendt hjem igen, da der var bøvl med hans visum og den medicinske undtagelse, han havde fået for at få adgang til landet.

Ved udrejsen fik han samtidig forbud mod at rejse ind i landet i tre år.

Derfor har der været stor polemik om Djokovic' deltagelse eller ej i årets første grand slam-turnering. Men nu tyder alt på, at forbuddet er ophævet.

»Jeg var meget glad, da jeg fik nyheden i går (tirsdag, red.). Det var en lettelse,« siger Djokovic.

Serberen udtalte sig om emnet onsdag, efter at flere medier tirsdag skrev, at han havde fået indrejsetilladelse.