15-årige Cori Gauff var nede med matchbold, men sled sig tilbage og slog Polona Hercog i Wimbledon.

Tennisdrømmen fortsætter for 15-årige Cori Gauff ved Wimbledon i dette års udgave af turneringen.

Fredag aften spillede den nye tennisdarling sig i fjerde runde, da hun efter en utrolig præstation besejrede slovenske Polona Hercog 3-6, 7-6 (9-7), 7-5.

Cori Gauff var helt nede i sækken og overlevede en matchbold og kæmpede sig tilbage fra 2-5 i andet sæt efter at have tabt første sæt. I tredje sæt brød hun sloveneren til 7-5 og fik jublen til at bryde ud på tilskuerpladserne.

Foto: ANDY RAIN
Vis mere

Den unge amerikaner var kastet ind på Centre Court for første gang i karrieren i sin første grand slam-turnering på seniorplan, og der opholdt hun sig i 2 timer og 46 minutter.

I fjerde runde venter verdens nummer 7, som er Simona Halep, der besejrede Victoria Azarenka 6-3, 6-1.

Cori Gauff var ukendt af de fleste, indtil hun i første runde besejrede Venus Williams.

I anden runde besejrede hun slovakiske Magdalena Rybarikova, inden hun altså sendte Polona Hercog, der er nummer 60 i verden, ud af turneringen.

Foto: ANDY RAIN
Vis mere

/ritzau/