US Open blev hurtigt en rival fattigere for Caroline Wozniacki, da Simona Halep røg ud i første runde, og på det efterfølgende pressemøde kom hun med en lidt speciel forklaring på nederlaget.

»Det er svært at sige. Måske er det larmen blandt tilskuerne, måske den travle by. Det hele lagt sammen. Jeg er en stille person, så måske kan jeg bedre lide mindre steder,« sagde rumæneren.

Hun tabte mandag med 2-6, 4-6 til esteren Kaia Kanepi, og det er andet år i træk, at verdensetteren har måttet sige farvel til turnering i New York allerede i første runde.

»Det skal ikke lyde som en undskyldning, men jeg føler ikke mit spil 100 procent, når jeg træder ind på banen her,« sagde Simona Halep yderligere.

Caroline Wozniacki skal i aktion tirsdag aften dansk tid.
Caroline Wozniacki skal i aktion tirsdag aften dansk tid. Foto: JULIAN FINNEY
Vis mere

Dermed er der en titelbejler mindre at bekymre sig for for Caroline Wozniacki, der spiller sin første kamp tirsdag klokken 18 dansk tid mod Samantha Stosur.

Med Simona Halep ude af US Open er det nu Caroline Wozniacki, der er den bedst seedede spiller i turneringen.

Danskeren har døjet med nogle skader op til turneringen, som hun dog er kommet sig over.

»Jeg føler mig godt tilpas og godt kørende. Sidste træning var god, så jeg er klar til kampen mod Samantha Stosur,« sagde Caroline Wozniacki mandag til B.T. Sports udsendte reporter.