Dyrt skadeshelvede: Runes store milliontab
Ingen præmiepenge i næsten et år – går glip af kæmpe beløb.

Ingen præmiepenge i næsten et år – går glip af kæmpe beløb.

Holger Rune mangler ikke ligefrem noget.
Men derfor ser tennisstjernens pengepung nok alligevel frem til ikke være på overarbejde fremover.
De seneste 11 måneder er danskerens opsparing i hvert fald kun blevet mindre og mindre, mens han har kæmpet sit livs kamp.
For siden chokskaden i oktober, hvor Rune overrev sin akillessene i Stockholm, har han nemlig ikke været i stand til at spille kampe.
Og derfor har han heller ikke kunnet nappe en bid af de absurde præmiepenge, der er i tennisverdenen.
Lidt af et mareridt for en atlet, der primært lever af netop præmiepenge – og sponsorater.

»Holger har jo ikke haft nogen indkomst i 11 måneder på den front. Det er saftsuseme heldigt, at han har haft så stor en opsparing. For det er virkelig mange penge, den her genoptræning har kostet. Han har jo stadig skullet betale sit team undervejs. Træner, fysioterapeut, fysisk træner og så videre. Uge efter uge,« siger danskerens mor og manager, Aneke Rune, til B.T. og fortsætter:
»Det er jo helt vanvittigt ikke at have en indkomst i 11 måneder. Gudskelov for, at han har været fornuftig med økonomien. Og at han har kunnet finansiere sin egen genoptræning.«
Men hvor mange millioner er Danmarks bedste herrespiller helt konkret gået glip af i 2026?
Jo, et hurtigt kig på danskerens vundne præmiepenge i løbet af karrieren afslører et brutalt milliontab.
Fra 2022 og frem har tennisstjernen sammenlagt vundet 100 millioner kroner i alle de turneringer, han har deltaget i.
I gennemsnit er det omkring 25 millioner om året, som danskeren har skrabet til sig, siden han blev én af verdens bedste spillere for fire år siden.
Et voldsomt beløb at gå glip af, blot fordi han ikke har kunnet dyrke den sport, han elsker allermest.
Derudover stod Holger Rune i øvrigt uden en ketsjersponsor i det første halvår af 2026, eftersom aftalen med Babolat udløb ved årsskiftet. Det var først i juli, at det kom frem, at danskeren havde skrevet under med ketsjergiganten Wilson.
Ifølge B.T.s oplysninger gik han derfor glip af endnu et stort millionbeløb.
Det er dog på ingen måde, fordi tenniskometen har været tæt på at gå sulten i seng under skadesmareridtet.
For Holger Rune har nemlig store kontrakter i hus med både Nike og Rolex, der – ifølge B.T.s oplysninger – sikrer ham et tocifret millionbeløb om året.
Problemet er bare, at disse aftaler ofte er præstationsbaseret, og derfor har skadeshelvedet også her resulteret i et stort økonomisk tab.
Derudover går den danske stjerne ligeledes glip af en del af en såkaldt overskudsdelingspulje, hvor overskuddet, der er blevet tjent fra de mange Masters 1000-turneringer, bliver fordelt 50/50 mellem spillerne og arrangørerne.
Eksempelvis fik Holger Rune udbetalt 3,4 millioner kroner fra puljen i 2024-sæsonen.
Danskeren gør comeback i næste uge, når han og resten af det danske landshold møder Bulgarien ved Davis Cup.