Det blev kun til lige knap et år i Caroline Wozniackis tjeneste for Sascha Bajin – men nu har den tysk-serbiske hittingpartner fundet sig en ny arbejdsgiver.

Han skal fremover være med til at skærpe japanske Naomi Osaka. Det afslører Sascha Bajin på Twitter.

Her bruger han ikke mange ord:

»Her er nyheden, folkens. Beklager, at det tog så lang tid,« lyder det blot - og så viser han et billede, der fortæller, hvem han nu er blevet ansat af:

Efter kulminationen på 2017-sæsonen, hvor Caroline Wozniacki sluttede med at snuppe sejren i sæsonfinalen, kom det frem, at hun havde afbrudt samarbejdet med hittingpartneren.

»Caroline Wozniacki og jeg er gået hver til sit. Jeg føler mig beæret og ydmyg over, at jeg har fået chancen for at arbejde med dig og lære dig at kende. Du er en utrolig atlet og en dejlig person, og jeg ønsker dig alt det bedste for fremtiden,« lød det dengang fra Sascha Bajin.

Siden forklarede Piotr Wozniacki, hvorfor den danske tennislejr ikke vil fortsætte samarbejdet:

»Sascha ville gerne arbejde videre med Caroline, men han ville have en aftale for hele 2018-sæsonen, og det kunne jeg ikke love ham,« lød det fra den danske tennisspillers far og træner.

I stedet for Sascha Bajin skal Caroline Wozniacki i den kommende sæson arbejde ned flere forskellige sparringspartnere. I første omgang gør hun klar til den nye sæson sammen med Thibault Venturino.

Han er en 28-årig franskmand, der tidligere har arbejdet med mandlige tennisspillere som Jo-Wilfred Tsonga og Richard Gasquet.

Caroline Wozniacki indleder den nye tennissæson i Auckland, New Zealand.