Intet loco in Acapulco for Alex de Minaur i denne omgang.

For den australske tennisstjerne måtte droppe efterfesten, selv om han lørdag aften vandt den prestigefyldte ATP-turnering i Mexico – for andet år i træk.

Australieren havde nemlig et fly til USA klokken 6 søndag morgen, han skulle nå.

Det var dog ikke, fordi han ikke gad at fejre sejren i det mexicanske. Der var bare lige noget, som var lidt vigtigere for ham:

For andet år i træk vandt Alex de Minaur turneringen i Acapulco.
For andet år i træk vandt Alex de Minaur turneringen i Acapulco. Foto: Henry Romero/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

Hans kæreste, tennisspilleren Katie Boulter.

Lørdag spillede hun sig nemlig i en sjælden finale ved WTA-turneringen i San Diego, hvor den britiske stjerne skal møde ukrainske Marta Kostyuk.

Og netop derfor ville australieren for alt i verden da heller ikke gå glip af muligheden for at støtte sin kæreste på sidelinjen.

»Jeg kan desværre ikke. Jeg har faktisk et tidligt fly klokken 6, fordi jeg skal se Katie spille finale. Så det glæder jeg mig meget til,« lød det fra Alex de Minaur i lørdagens vinderinterview i Acapulco.

Her vandt den australske tennisspiller over norske Casper Ruud med cifrene 6-4, 6-4.

Netop Casper Ruud sendte natten til lørdag (dansk tid) Holger Rune ud af turneringen efter et kæmpe drama.