Det bliver en historisk kamp, når finalen i French Open bliver spillet søndag. Enten sikrer Rafael Nadal som den første nogensinde ni grand slam-sejre i den samme turnering, eller også kan Novak Djokovic ligesom sin spanske modstander få den sjældne ære af at vinde alle de fire store grand slams som kun den ottende i historien.

Finalekampen mellem Rafel Nadal og Novak Djokovic blev en realitet fredag aften, da verdens nummer et og to strøg forbi modstanderne Andy Murray og Ernests Gulbis.

Novak Djokovic var før semifinalerne spået til at have den nemmeste vej til finalen, men på Phillipe Chatrier måtte serberen give et sæt væk, inden han havde besejret overraskelsen Ernests Gulbis, nummer 18 på verdensranglisten, med cifrene 6-3, 6-3, 3-6, 6-3. 

Gulbis har imponeret stort på banerne i Paris, hvilket også gik ud over Roger Federer i fjerde runde, men mod Novak Djokovic kom letten til kort med blandt andet 26 uprovokerede fejl i de to første sæt. Og selv om 25-årige Gulbis i tredje sæt var mere aggressiv ved nettet og fik taget et sæt, var det ikke nok mod serbiske Djokovic, der kunne glæde sig over den anden finale i træk i French Open.     

- Jeg kan ikke tillade mig at komme i samme situationer som i tredje sæt. Jeg skal arbejde med mig selv både mentalt og fysisk, men det har jeg også et par dage til før finalen, som jeg ser frem til, sagde Novak Djokovic til Eurosport.

Anderledes gnidningsfri var Rafael Nadals semifinale-sejr over den syvendeseedede Andy Murray, som blev besejret med cifrene 6-3, 6-2, 6-1.

Sølle en time og 40 minutter brugte verdensranglistens bedste spiller på at ekspedere skotten ud.       

- I dag spillede jeg en af mine bedste kampe i hele sæsonen. Det er en stor fornøjelse at spille på Center Court. Tusind tak for støtten. Det er utroligt at stå i finalen igen. En fantastisk følelse for mig, sagde Rafael Nadal på gebrokken fransk, inden han slog over på engelsk, da han skulle beskrive, hvordan han havde det med igen at skulle stå over for Novak Djokovic, som han besejrede i sidste års finale.

- Han er en utrolig modstander og en stor udfordring. Jeg skal spille op til mit bedste, hvis jeg skal have en chance. Han slog mig i Rom, men jeg forbedrer mig lidt for lidt. Jeg glæder mig til kampen, og vi må se, hvad der sker, forklarede Rafael Nadal.

Det var ikke kun i ATP-turneringen i Rom, at Novak Djokovic senest slog Rafael Nadal. Serberen har i de sidste fire kampe haft overtaget. 

I den interne stilling fører Rafael Nadal dog stadig med 22-19 inden finalen i Paris.