Verdensstjernen Simona Halep er blevet suspenderet fra al tennis efter en positiv dopingprøve.

Den positive test faldt under dette års US Open, lyder det fra ITIA (Det Internationale Organ for Integritet i Tennis). Her blev der fundet det ulovlige stof Roxadustat i hendes prøve.

Halep bad om at få gentestet den oprindelige prøve, og i den såkaldte B-prøve var der stadig et positivt udfald.

Det betyder, at hun ikke kan spille tennis i alle turneringer som følge af den midlertidige suspendering.

Den tidligere verdensetter har også reageret på sine sociale medier. Her nægter rumæneren enhver form for snyd.

'Jeg vil kæmpe til enden for at bevise, at jeg aldrig har taget noget stof med vilje, og jeg har tro på, at sandheden vil komme frem før eller siden,' skriver hun og fortsætter:

'Igennem hele min karriere har tanken om at snyde aldrig strejfet mine tanker, og det går totalt imod alle de værdier, som jeg er opvokset med'.

31-årige Halep har vundet to grand slams. Det skete i henholdsvis 2018 og 2019, da hun vandt French Open og Wimbledon.

Nu er hun sat på sidelinjen, mens hun kæmper for at bevise sin påståede uskyld.