Caroline Wozniacki leverede en overbevisende indsats i sin førsterundekamp ved WTA-turneringen China Open i Beijing.

Blandt andet blev den 29-årige danske tennisspiller, der besejrede Lauren Davis 6-1, 6-3, noteret for at lave ikke færre end syv serveesser og 16 vinderlag.

»Jeg synes, at Wozniacki spillede så godt, at der er grund til at tro, at hun kan være på vej mod et nyt stort resultat ved China Open,« siger Peter Bastiansen, der tidligere har spillet på det danske Davis Cup-landshold og nu er ekspertkommentator på TV2.

Den optimistiske udtalelse skyldes ikke mindst, at resultaterne i China Opens indledende fase er gået Caroline Wozniackis vej.

Caroline Wozniacki møder i anden runde ved China Open amerikaneren Christina McHale.
Caroline Wozniacki møder i anden runde ved China Open amerikaneren Christina McHale. Foto: HECTOR RETAMAL
Vis mere

»Caroline stod i de kommende runder til at kunne møde top 10-spillere som Karolina Pliskova og Simona Halep. Men begge er allerede røget ud. Derfor har Caroline udsigt til på papiret nemmere modstandere,« siger Peter Bastiansen.

Caroline Wozniacki har ved China Open kniven for struben:

Eftersom hun stiller op som forsvarende mester, har hun i denne uge intet mindre end 1.000 verdensrangliste-point, der skal forsvares. Et nederlag i turneringens indledende fase vil derfor betyde et fald fra den nuværende 19. plads til en placering udenfor top-30.

»Det er bestemt positivt, at Caroline Wozniacki mod Lauren Davis fik ført bevis for, at hun mentalt ikke er påvirket af presset,« siger Peter Bastiansen.

Foto: HECTOR RETAMAL
Vis mere

Caroline Wozniacki lod efter kampen til at være udmærket tilfreds.

»Jeg synes, jeg spillede en god kamp,« sagde hun i et interview med stadionspeakeren kort tid efter sejren var sikret.

I samtalen lagde Caroline Wozniacki ikke skjul på, at hun har gode minder fra tidligere deltagelser ved China Open.

»Jeg elsker at spille her. To gange har jeg vundet turneringen, og det var her jeg erobrede førstepladsen på verdensranglisten (i 2010, red.). Det er helt klart en speciel oplevelse at stille op som forsvarende mester,« sagde Caroline Wozniacki.

Foto: HECTOR RETAMAL
Vis mere

Nu venter der tirsdag formiddag - dansk tid - i anden runde en kamp mod kvalifikationsspilleren Christina McHale.

Den 27-årige amerikaner, der blot ligger nummer 90 på verdensranglisten, vandt en smule overraskende 6-0, 1-6, 6-4 over russeren Svetlana Kuznetsova.

Caroline Wozniacki har seks gange tidligere i karrieren mødt Christina McHale.

Danskeren fører den indbyrdes statistik 4-2. De har dog ikke mødt hinanden siden januar 2016, hvor Caroline Wozniacki i Auckland på New Zealand vandt 6-0, 6-2.

Caroline Wozniacki skal møde amerikaneren Christina McHale, billedet, i anden runde ved China Open.
Caroline Wozniacki skal møde amerikaneren Christina McHale, billedet, i anden runde ved China Open. Foto: ERIK S. LESSER
Vis mere

»I kampen mod McHale vil Caroline være klar favorit til sejren. Det er en spiller, der længe ikke har præsteret store resultater,« siger Peter Bastiansen.

Han venter spændt på, hvad Caroline Wozniackis karrieremæssigt beslutter sig for, når sæsonens sidste kamp er spillet.

»Lige nu ser det ud til at China Open bliver hendes sidste turnering i år. Men det kan ikke afvises, at hun i næste uge vælger at få et wildcard til Kremlin Cup (i Moskva, red.). Gør hun det, tror jeg, at hun spiller videre i næste sæson,« siger Peter Bastiansen og tilføjer:

»Men nu må vi se. Caroline har haft et problematisk år med masser af skader og sygdom. Spørgsmålet er, om motivationen rækker til en vinter med masser af hård træning og ingen konkurrencedeltagelse før januar.«