Lyt til artiklen

Den chilenske tennisspiller Barbara Gatica Aviles må ikke spille tennis de næste tre år.

Det har tennissportens integritetsenhed, International Tennis Integrity Agency, besluttet, efter hun har indrømmet at have modtaget penge for at tabe en kamp med vilje i 2016 og dermed gjort sig skyldig i matchfixing.

Hun har desuden modtaget en bøde på 5.000 dollar – 35.000 kroner.

Derfor må hun ikke spille tennis frem til december 2025.

Tennisspilleren havde dog allerede raget sig uklar med tennismyndighederne. I maj blev hun taget for doping, da en dopingkontrol viste spor af det forbudte stof Boldenone.

Her blev hun suspenderet på ubestemt tid, mens hun appellerede afgørelsen.

Nu kan den 26-årige tennisspiller så tage karrieren op til revision i ventetiden.

Aviles' bedste placering på WTA-ranglisten er som nummer 158.

Og hun har ikke været i aktion siden maj grundet dopingdommen.

Problemet med matchfixing i tennis er ikke enestående. For blot få dage siden blev de to franske spillere Jules Okala og Mick Lescure idømt livstidskarantæne for at have fixet flere kampe siden 2014.