Novak Djokovic er blandt historiens bedste i tennissporten, men tyske Alexander Zverev kan blive større.

Novak Djokovic har været i kanonform i den sidste halvdel af 2018, hvor kun meget få spillere er lykkedes med at få skovlen under den serbiske verdensetter.

Søndag lykkedes det overraskende den 21-årige tysker Alexander Zverev som den blot tredje spiller siden starten af Wimbledon i sommer at slå Djokovic.

Med cifrene 6-4, 6-3 vandt Zverev sæsonfinalen i London over den 31-årige serber.

Ud over at løfte det største trofæ hidtil i karrieren fik det tyske stortalent også store roser med på vejen fra finalemodstanderen.

- Der er mange ligheder med hensyn til vores indledning på den professionelle karriere, siger Djokovic ifølge Sky Sports om Zverev.

- Forhåbentlig kan han overgå mig. Det ønsker jeg virkelig for ham. Han virker som en meget dedikeret spiller. Han er uden tvivl en rar person, som kommer godt ud af det med alle.

Med 14 grand slam-titler (tredjeflest i historien), 72 ATP-titler og den eneste herrespiller i historien til at have vundet alle ni Masters 1000-turneringer er der noget at leve op til for Alexander Zverev.

Den næsten to meter høje tysker er nu oppe på ti ATP-titler, men endnu har han aldrig været længere end kvartfinalen i en grand slam.

Adspurgt om Zverevs triumf søndag gjorde, at det nu var sandsynligt, at tyskeren også kunne vinde en grand slam, svarede Djokovic:

- Det vidste vi allerede på forhånd, så det ændrer resultatet her til aften (søndag aften, red.) ikke på.

- Selvfølgelig har han vundet en stor turnering, men han har hele tiden haft kvaliteten til at vinde en grand slam. Der er ingen tvivl om, at han vil være en af favoritterne til alle grand slams.

Med sejren i årets ATP Finals blev Alexander Zverev den yngste vinder af turneringen blandt herrerne siden 2008 - hvor netop Novak Djokovic vandt sin første af foreløbig fem titler.

/ritzau/