Det endte med en sejr i to sæt i Rom til Novak Djokovic, da han spillede sin første kamp siden US Open.

Novak Djokovic spillede onsdag sin første tenniskamp, siden han blev diskvalificeret i grand slam-turneringen US Open.

Den serbiske verdensetter vandt i anden runde af ATP-grusturneringen i Rom med cifrene 6-3, 6-2 over Salvatore Caruso, der er nummer 87 i verden.

Topseedede Djokovic brød Carusos serv en enkelt gang i første sæt og kom foran 5-3. Kort efter vandt han første sæt.

I andet sæt gik det endnu bedre for Djokovic, der hurtigt brød til en føring på 2-1. Senere kom Djokovic foran 5-2 efter endnu et servegennembrud.

Efter sejren sendte han sine karakteristiske hilsener med begge arme ud til tilskuerpladserne, som dog var tomme på grund af coronapandemien.

Kampen var den første, som Djokovic har spillet, siden han på dramatisk vis for ti dage siden blev diskvalificeret i US Open i en kamp i fjerde runde.

I den omtalte kamp ramte Djokovic en linjedommer i halsregionen med en tennisbold, efter at et parti var færdigspillet, og spillerne var på vej til en kort pause.

Djokovic skal i næste kamp i Rom møde vinderen af opgøret mellem italienske Marco Cecchinato og serberen Filip Krajinovic, som spiller senere onsdag.

/ritzau/