Novak Djokovic slog Alexander Zverev og bookede en plads blandt de fire bedste i tennisherrernes sæsonfinale.

Verdensetteren Novak Djokovic er klar til semifinalerne ved ATP Finals i London.

Med en sejr over tyske Alexander Zverev på 6-3, 7-6 er serberen videre fra gruppespillet med to sejre og et enkelt nederlag.

Både Zverev og Djokovic kunne med en sejr i fredagens møde gøre russiske Daniil Medvedev selskab blandt turneringens sidste fire deltagere.

Djokovic fik den bedste start, da han hurtigt bragte sig foran med 3-0, og derfra kørte han sikkert første sæt hjem.

Andet sæt blev straks mere tæt, og hverken Djokovic eller Zverev lod modstanderen bryde i deres servepartier. Derfor endte det i en tiebreak, som Djokovic vandt 7-4.

I semifinalen skal verdensetteren op mod den US Open-vinderen Dominic Thiem, der vandt den anden gruppe.

Daniil Medvedev står over for Rafael Nadal i den anden semifinale.

Med sejren til Djokovic fredag er der en chance for, at to af de senere års største rivaler - Djokovic og Nadal - kan stå over for hinanden i finalen.

ATP Finals tæller de otte bedste mandlige tennisspillere i 2020. Roger Federer har dog meldt afbud, og i stedet har argentineren Diego Schwartzman deltaget ved den prestigefyldte turnering.

Senere fredag rundede Medvedev og Schwartzman gruppespillet af i et opgør uden den store betydning. Medvedev vandt 6-3, 6-3, og russeren er som den eneste af de fire tilbageværende spillere ubesejret ved ATP Finals.

/ritzau/