Novak Djokovic slog Benoît Paire fra Frankrig, og så blev Serbien klar til kvartfinalen i Davis Cup.

Novak Djokovic sørgede torsdag for at spille Serbien videre fra sin gruppe i tennisturneringen Davis Cup.

Verdenstoeren mødte Benoît Paire fra Frankrig og vandt opgøret ganske sikkert med 6-3, 6-3, og dermed bragte Djokovic Serbien afgørende foran 2-0 i kampen mod Frankrig, inden der skulle spilles herredouble.

Det betød, at Serbien blev sikker på at vinde gruppe A, mens Frankrig skuffende måtte erkende, at det ikke var muligt at nå videre fra gruppespillet som bedste toer.

Inden Djokovic vandt sin singlekamp, så besejrede landsmanden Filip Krajinovic franske Jo-Wilfried Tsonga i en tæt kamp med 7-5, 7-6 (7/5).

I herredouble fik Frankrig lidt oprejsning, da Pierre-Hugues Herbert og Nicolas Mahut vandt 6-4, 6-4 over serberne Janko Tipsarevic og Viktor Troicki.

Tyskland sikrede også avancement fra gruppespillet, da Philipp Kohlschreiber besejrede Nicolas Jarry fra Chile 6-4, 6-3. Chile udlignede i single inden opgøret i herredouble, som tyskerne vandt.

Storbritannien lod Andy Murray hvile sig, da briterne i herredoublen i kampen mod Kasakhstan sikrede billet til kvartfinalerne.

Davis Cup-formatet er blevet ændret drastisk til årets udgave.

Hvor de 16 bedste nationer i World Group tidligere mødtes hen over fire forlængede weekender spredt ud over året, samler man i denne uge 18 nationer, der på syv dage spiller ned til en vinder i Madrid. Tidligere havde den ene part altid hjemmebane.

De er delt op i seks grupper med hver tre lande. De tre mødes indbyrdes fra mandag til torsdag.

Vinderne af de seks grupper samt de to bedste toere avancerer til kvartfinalerne.

Her skal Serbien møde Rusland, Australien møder Canada, Storbritannien møder Tyskland, og Argentina møder Spanien.

Den første kvartfinale spilles sent torsdag, når Australien møder Canada. De øvrige kvartfinaler spilles fredag.

Finalen i turneringen spilles søndag.

/ritzau/