Novak Djokovic vandt søndag finalen i Paris Masters over canadieren Denis Shapovalov i to sæt.

Novak Djokovic kunne søndag for femte gang i karrieren løfte trofæet som bevis på, at han er vinder af ATP-turneringen Paris Masters.

Den serbiske tennisstjerne vandt finalen i to sæt over 20-årige Denis Shapovalov fra Canada med cifrene 6-3, 6-4.

Det er Djokovics femte trofæ i denne sæson, hvor han også blandt andet har vundet Wimbledon.

Den unge canadier burde ellers være den mest udhvilede af de to i søndagens finale, da han lørdag slap for at spille semifinalen.

Den spanske tennisprofil Rafael Nadal trak sig nemlig med en skade i mavemusklerne, kort inden kampen skulle begynde.

Men selv om Shapovalov spillede en fin kamp og imponerede med 11 serveesser undervejs, kunne han ikke stille meget op mod verdensetteren.

Djokovic brød canadierens første serveparti i kampen, og det grundlagde vejen til at snuppe sættet, da Djokovic yderst sikkert sørgede for at vinde alle sine egne servepartier.

I andet sæt var mønsteret det samme. Begge spillere servede fint, men erfaringen vandt igen, da den 32-årige serber brød til 4-3.

Shapovalov fik dog fremtvunget en breakbold i det efterfølgende serveparti, men Djokovic afværgede og kunne kort efter serve sejren hjem i et rent serveparti.

Sejren i Paris er dog ikke nok for Djokovic til at beholde førstepladsen på verdensranglisten. Den overtager Rafael Nadal, når listen mandag bliver opdateret.

Djokovic har med sejren dog stadig mulighed for at slutte året som verdensetter. Det vil i så fald sende ham op på siden af tennislegenden Pete Sampras som den spiller, der har sluttet året flest gange som nummer et.

Det gjorde amerikaneren seks år.

/ritzau/AFP