Det skabte overskrifter verden over, da Novak Djokovic sidste år blev smidt ud af Australien som følge af et større corona-kaos.

Og for hovedpersonen selv var det en voldsom oplevelse.

Det fortæller han ved et pressemøde torsdag, efter han er vendt tilbage til Australien for at indlede forberedelserne frem mod Australian Open, der spilles i januar.

»Du kan aldrig glemme sådan en hændelse. Det er en ting, som altid hænger ved. Det er noget, jeg aldrig har oplevet før og formentlig aldrig kommer til igen,« siger han ifølge CNN.

Foto: Instagram
Foto: Instagram
Vis mere

Sidste år var Australien voldsomt plaget af coronavirus, hvorfor samtlige tennisspillere skulle vaccineres. Det var Djokovic ikke, men han fik alligevel tilladelse til at spille ved Australian Open.

Det endte med at få folk op i det røde felt, fordi mange mente, at serberen fik særbehandling.

Han rejste således til Australien for at deltage i Australian Open. Men i sidste ende blev han sendt hjem igen, da der var bøvl med hans visum og den medicinske undtagelse, han havde fået for at få adgang til landet.

Ved udrejsen fik han samtidig forbud mod at rejse ind i landet i tre år.

Men i november blev forbuddet ophævet, og Djokovic fik atter tilladelse. Og nu ser han fremad:

»Jeg er nødt til at komme videre. At komme tilbage til Australien siger meget om, hvordan jeg har det her, også når jeg spiller,« siger Djokovic.

Ifølge CNN stiller Djokovic op i turneringen Adelaide International, hvorefter grand slam-turneringen Australian Open.

En turnering, han har vundet ni gange, senest i 2021.