Verdensetteren var bagud 0-2 i sæt, men vandt 13 partier i træk, inden Lorenzo Musetti trak sig med en skade.

Novak Djokovic så ud til at være i store problemer, da han mandag eftermiddag stod over for den 19-årige italiener Lorenzo Musetti i ottendedelsfinalen i French Open i tennis.

Verdensetteren var bagud 0-2 i sæt, men vågnede op og vandt de kommende to sæt overbevisende, inden Musetti trak sig i femte og afgørende sæt med en skade.

På det tidspunkt førte Djokovic sættet med 4-0. De første fire sæt sluttede med cifrene 6-7 (7-9), 6-7 (2-7), 6-1, 6-0.

Djokovic vandt 13 partier i træk i tredje, fjerde og femte sæt blandt andet ved at snuppe 16 point i træk i fjerde sæt, og så slap kræfterne og idéerne op hos den unge italiener.

Han måtte også modtage behandling inden femte og afgørende sæt, hvor han ikke længere kunne løbe efter boldene og til sidst måtte opgive.

Musetti, der spillede sin første grand slam-turnering, fik ellers en god start på kampen, da han vandt tiebreaken i første sæt, efter at de to havde brudt hinanden én gang hver.

Det samme var tilfældet i andet sæt, hvor italieneren også var overbevisende i tiebreaken.

Men derfra så det ud til, at Djokovic blot havde brugt de to først sæt til at spille sig varm. Den 34-årige serber fandt storspillet frem, og så kunne Musetti kun bøje sig i det røde grusstøv.

I kvartfinalen står Djokovic over for endnu en italiener. Denne gang i form af 25-årige Matteo Berrettini.

Han kommer mere udhvilet til kvartfinalen, efter at hans modstander i ottendedelsfinalen, Roger Federer, trak sig inden kampen for at passe på sit knæ.

Der var til gengæld ingen slinger i valsen, da den forsvarende French Open-mester, Rafael Nadal, spillede sig videre til kvartfinalen med sejr over en anden 19-årig italiensk teenager.

Jannik Sinner havde svært ved at matche den 13.-dobbelte French Open-vinder, der tog sejren i tre sæt med cifrene 7-5, 6-3, 6-0.

I kvartfinalen står tredjeseedede Nadal over for Diego Schwartzman fra Argentina, der er nummer ti i verden.

Vinder både Nadal og Djokovic deres kvartfinaler, tørner de sammen i semifinalen.

/ritzau/