Novak Djokovic har vundet Australian Open ti gange, og selv om han er blevet 38 år, er han fortsat en magtfaktor på hardcourt-underlaget i Melbourne.
Mandag indledte den serbiske veteran sin 21. deltagelse i den australske grand slam-turnering med en rutinesejr.
I første runde blev spanieren Pedro Martinez besejret i tre sæt med cifrene 6-3, 6-2 og 6-2. Det er Djokovic' 100. kampsejr i turneringen, siden han debuterede i 2005.
Martinez blev brudt i sit første serveparti i første sæt, og det tegnede et mønster, der fortsatte i resten af kampen.
Spanieren var kun sjældent i stand til at stille noget op med Djokovic' server og tilspillede sig ikke en eneste breakbold i kampen.
Det hele var overstået på to timer, og den fjerdeseedede serber kan nu se frem til anden runde.
Her er han igen tårnhøj favorit, når han står over for kvalifikationsspilleren Francesco Maestrelli.
Italieneren er rangeret som nummer 141 i verden.
/ritzau/
