Roger Federer og Novak Djokovic mødes søndag i finalen i Cincinatti, hvor serberen mangler trofæ.

Cincinnati. Den serbiske tennisstjerne Novak Djokovic får søndag muligheden for at sikre sig den eneste pokal i Masters 1000-serien, som han endnu ikke har vundet. Masters 1000 rangerer lige under de fire grand slam-turneringer.

Der er ni turneringer i serien, og i forvejen er han den eneste, der har vundet otte af dem. Spillere som Roger Federer, Rafael Nadal, Andy Murray og André Agassi har vundet syv forskellige.

Nu er Djokovic tæt på at gøre samlingen komplet, efter at han lørdag vandt 6-4, 3-6 og 6-3 over kroaten Marin Cilic i semifinalen ved Cincinnati Masters.

Men serberen får hård modstand i finalen, da det bliver den mangedobbelte grand slam-vinder Roger Federer, der står på den anden side af nettet.

Schweizeren sikrede sig en plads i finalen, da den 11.-seedede belgier, David Goffin, måtte trække sig med en skulderskade i semifinalen natten til søndag dansk tid.

På det tidspunkt stod der 1-1 i andet sæt, efter at schweizeren havde vundet første sæt 7-6.

Blandt andet på grund af skader hos begge spillere er det er to år siden, at Federer og Djokovic har stået over for hinanden på en tennisbane.

Det bliver 18. gang, de to rivaler mødes i en ATP-finale. Djokovic kan gå ind til finalen med det moralske overtag, da han fører 11-6 i finaleregnskabet.

I alt har de to stjerner mødt hinanden 45 gange. Djokovic har vundet 23 opgør, mens Federer har vundet 22.

Selv om Djokovic har et lille overtag mod Federer, så er han ikke i tvivl om, at schweizeren er favorit i finalen.

- Det ville være den største udfordring her i Cincinnati - uden tvivl - fordi han tidligere har domineret denne turnering, sagde Djokovic efter sin semifinalesejr.

Han henviser til, at Roger Federer hidtil har vundet syv ud af syv finaler i Cincinnati. Tre af dem mod netop Djokovic, der i alt har tabt fem finaler i turneringen.

Den eneste spiller, der har en bedre statistik fra en enkelt turnering, er spanske Rafael Nadal, der har vundet alle sine 11 finaler i både French Open og Barcelona Open.

Efter tre års fravær fra turneringen er Roger Federer glad for at være tilbage i finalen i Cincinnati.

- Det føles, som om jeg skal forsøge at forsvare min titel fra dengang, siger Roger Federer.

/ritzau/AP