Novak Djokovic tabte første sæt mod lavt rangeret amerikaner, men vandt de tre næste og møder nu italiener.

Den topseedede Novak Djokovic er videre til kvartfinalen i US Open efter sejr over amerikaneren Jenson Brooksby.

Verdensranglistens nummer et fik en dårlig start på kampen mod Brooksby, der er rangeret som nummer 99. Amerikaneren vandt første sæt 6-1, men derefter tog Djokovic de næste tre sæt med cifrene 6-3, 6-2, 6-2.

I næste runde møder den 34-årige serber Matteo Berrettini fra Italien. De to mødtes også i Wimbledon-finalen i juli.

- Det bliver spændende. Han elsker den store scene, siger Djokovic om sin næste modstander ifølge nyhedsbureauet AFP.

Wimbledon-finalen blev vundet af Djokovic, og da han også vandt sæsonens to første grand slam-turneringer - Australian Open og French Open - kan han blive den første mandlige singlespiller i 52 år til at vinde alle tennissportens fire største turneringer i samme kalenderår.

Senest det skete blandt mændene var i 1969, da australieren Rod Laver vandt alle fire.

Tyskeren Steffi Graf præsterede det samme i 1988, men hun vandt oven i det også guld ved OL samme år.

Djokovic jagter også rekorden for flest grand slam-titler. Han kan komme op på 21 titler, hvis han vinder US Open, og dermed passere Roger Federer og Rafael Nadal. Alle tre har vundet 20 grand slam-turneringer.

/ritzau/