Novak Djokovic er usikker på, om han kommer til at forsvare sin titel ved Australian Open til januar.

Novak Djokovic har vundet Australian Open ni gange.

Serberen er blandt andet gået hele vejen i de seneste tre udgaver af grandslam-turneringen.

Men han er ikke sikker på, at han overhovedet stiller op i 2022.

- Som tingene står, ved jeg stadig ikke, om jeg tager til Melbourne, siger Djokovic til det serbiske medie Blic ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Delstaten Victoria, som Melbourne er en del af, kræver, at professionelle atleter er vaccinerede. Dog er det usikkert, om det også gælder tilrejsende fra udlandet.

Djokovic har gentagne gange afvist at afsløre, om han er vaccineret eller ej, og det holder verdensetteren fast i.

- Jeg vil ikke afsløre min status. Om jeg er vaccineret eller ej. Det er en privatsag og en upassende forespørgsel.

- Folk går for vidt i disse tider, når de stiller spørgsmål og dømmer folk. Uanset om man siger ja, nej, måske eller jeg overvejer det, udnytter de det, siger Djokovic.

34-årige Djokovic understreger, at han meget gerne vil spille Australian Open, hvis det er muligt. Han forventer endeligt nyt om muligheden inden for et par uger og håber generelt på lempelser af restriktionerne.

- Min manager snakker med det australske tennisforbund, og han fortæller mig, at de forsøger at forbedre forholdene for alle. Både de, der er vaccineret, og de, der har valgt ikke at være det, siger Djokovic.

Djokovic har ikke været i aktion, siden han i september tabte US Open-finalen til russiske Daniil Medvedev og dermed missede muligheden for at vinde alle fire grandslamtitler inden for et kalenderår som den første siden Rod Laver i 1969.

Djokovic missede også muligheden for sin 21. grandslamtitel i karrieren. Han står ligesom Roger Federer og Rafael Nadal stadig noteret for 20.

/ritzau/Reuters