Caroline Wozniacki har skiftet sin normale Yonex-ketsjer ud med en af mærket Babolat. Med denne i hånden kan den danske tennisspiller få langt mere fart i de bolde, hun sender afsted. Noget hun har manglet i lang tid

Når man gerne vil holde sig gode venner med sin storsponsor, så skal man ikke flage med, at man faktisk trives bedre med konkurrentens produkt. Det ved Caroline Wozniacki selvfølgelig udmærket godt, derfor har hun også forsøgt at skjule, at hun i disse dage render rundt på træningsbanerne forud for turneringen i Eastbourne med en tennisketsjer fra den franske producent Babolat.

Ketsjeren er holdt helt i sort uden antydninger af logoer eller andet afslørende. For normalt er det japanske Yonex, der sponsorerer Caroline Wozniacki, og når de smider millioner af kroner i danskerens retning, så forventer de, at hun også spiller med deres ketsjer.

Men det er ingen hemmelighed, at Caroline Wozniacki ikke har været tilfreds med sin Yonex-ketsjer.

- Yonex er lidt anderledes end mange andre ketsjere. Den er mere firkantet i det i forhold til eksempelvis Babolat, som er mere oval. Det betyder, at Yonex har en forskydning på selve sweet spottet, som er lige præcis dér, hvor man rammer bolden mest optimalt i forhold til at få kraft og fart. Med en Yonex-ketsjer i hånden skal du altså ramme bolden anderledes, også fordi dette sweet spot er større. Men når man som Caroline Wozniacki er en verdensklassespiller, så har du ikke brug for et større sweet spot, du har brug for et mindre, hvor hun kan få mere fart og præcision. Det får hun med Babolat og ikke Yonex, som er en sværere ketsjer at spille med, forklarer tennisekspert Peter Bastiansen.

Han forklarer også, at det er ganske normalt, at de professionelle tennisspillere tester nye ketsjere i løbet af sæsonen, men at de gør præcis som Caroline Wozniacki gør det i disse dage i Eastbourne, nemlig med en sort, neutral ramme, så folk udefra ikke fatter mistanke.

Den mistanke kan Wozniacki ikke længere løbe fra, nu er hun afsløret via diverse billeder på Twitter. De viser alle tydeligt, at danskeren slår med en ketsjer fra Babolat.

Det var netop det mærke, Caroline Wozniacki spillede med, da hun bare vandt og vandt og stormede til tops på kvindernes verdensrangliste. I starten af 2011 gik hun så fra Babolat til japanske Yonex, og dengang testede hun i øvrigt også sit nye mærke på samme facon som i disse dage i England, med en sort. neutral ketsjer.

Desværre for Caroline Wozniacki begyndte hendes nedtur også, da hun sagde farvel til Babolat og goddag til Yonex.

Den danske tennisspiller skulle angiveligt have brokket sig over sit nye arbejdsredskab flere gange, og tenniseksperter har tidligere peget på, at hun uden en ketsjer fra Babolat var prisgivet, for med en Babolat var det muligt for Wozniacki at få langt mere fart i boldene. Den fordel er nu væk.

Men der er fem millioner gode grunde til at Caroline Wozniacki i sin tid skiftede til Yonex, selvom hun med en Babolat-ketsjer i hånden præsterede fortrinligt. For Yonex skulle have smidt præcis fem millioner kroner afsted til Caroline Wozniacki om året, for at hun spillede med deres ketsjer. Nu tyder noget på, at hun overvejer at gå tilbage til Babolat igen.

- Det er fint, at hun tester en ny ketsjer, men timingen er frygtelig. Eastbourne begynder nu, og der er Wimbledon i næste uge. Det er simpelthen for amatør-agtigt at begynde sådan en test nu, for det forvirrer jo. Efter Wimbledon har hun en måneds ferie, og der kun hun lave alle de tests, hun vil. Det her er for underligt og virker helt tåbeligt, siger tennisekspert Peter Bastiansen, der dog ikke tror på, at ketsjeren skulle være den grundlæggende forklaring på Caroline Wozniackis spillemæssige problemer henover de seneste sæsoner.

Det handler i stedet om en grundlæggende mangel i danskerens tennis-DNA.