Tirsdag blev det offentliggjort, at tennisstjernen Nick Kyrgios måtte aflyse den danske showkamp mod Holger Rune i næste uge.

Forklaringen lød, at australieren 'på uheldigste vis havde pådraget sig en fodskade' under en hændelse i sit hjemland, men nu løfter spillerens agent sløret for, hvad der helt præcist er sket.

Fodskaden opstod nemlig under et væbnet røveri, som Kyrgios var udsat for i starten af maj.

Det melder hans agent, Daniel Horsfall, til Reuters.

Nick Kyrgios skulle have mødt Holger Rune onsdag 24. maj i Royal Arena.
Nick Kyrgios skulle have mødt Holger Rune onsdag 24. maj i Royal Arena. Foto: Charles Krupa
Vis mere

»Under hændelsen 1. maj, hvor de var udsat for et bevæbnet røveri,« forklarer han, da han skal fortælle, hvor Kyrgios pådrog sig skaden, der tvinger ham til et afbud ved French Open – og altså til det danske kæmpeevent.

»Med alt det, der skete, fik Nick en flænge på den venstre side af sin fod. Vi ved ikke, hvordan.«

Det uhyggelige røveri skete ved Kyrgios' hus i australske Canberra. Kyrgios befandt sig angivelig inde i familiens hus, da en mand, der præsenterede sig som 'Chris', ringede på døren omkring klokken 8.30 lokal tid.

Tennisspillerens mor åbnede døren, og her blev hun mødt af et våben, der pegede mod hende. Herefter blev hun tvunget til at udlevere nøglerne til den Tesla, der holdt udenfor.

Hun parerede ordre og råbte efter hjælp, da hun løb tilbage til huset, i sekunderne efter gerningsmanden satte sig ind på førersædet. Det er angivelig her, at Kyrgios er kommet til skade – da han løb ud for at komme sin mor til undsætning.

Røveren kørte væk, men blev hurtigt pågrebet, da tennisspilleren kunne lokalisere bilen ved hjælp af en app.

Det er altså den hændelse, der gør, at det danske publikum bliver snydt for storkampen i Royal Arena mellem de to giganter.

»Det har sat ham 2,5 uger tilbage i forhold til den træning, vi regnede med at lave op mod grand slam-turneringen,« siger Daniel Horsfall.

Kyrgios kører det ikke helt for, formen er en helt anden hos Holger Rune.

Lørdag spiller han semifinale i ATP-turneringen i Rom mod Casper Ruud efter en episk præstation i kvartfinalen, hvor han besejrede Novak Djokovic.

Du kan læse dommen fra det opgør her.