Danske stjerners tætte venskab: 'Vi snakker hele tiden'
Venner siden barndommen – danskere ses privat.

Venner siden barndommen – danskere ses privat.

Venskabet er helt unikt.
Og det har det faktisk været, siden de var børn.
De ses i hvert fald, når de kan. Og de taler ofte sammen, når de har tid.
Derudover følger de nøje med i hinandens karrierer.
Clara Tauson og Elmer Møller må i den grad siges at have opbygget et helt specielt forhold.
Et forhold, der da også betyder ekstremt meget for førstnævnte.
»Vi forsøger hele tiden at holde kontakt. Elmer er én af mine bedste venner,« fortæller Clara Tauson til B.T. ved US Open.
I flere år har de to tennisspillere brugt hinanden til råd og sparring i forhold til det, der foregår inde på banen.
Men de har i lige så høj grad brugt hinanden til at snakke om alle de andre ting, der sker i deres liv, og som ikke omhandler tennis.
I år har det dog været lidt vanskeligt for de barndomsvenner at få koordineret deres kalendere ret mange gange.
»Vi har ikke set så meget til hinanden i år – udover til turneringer. For så har han været ét sted, og jeg har været et andet,« lyder det videre fra danskeren, inden hun tilføjer:
»Men jeg skal se ham, så snart jeg er hjemme. Der er generelt meget familie og venner, som der lige skal cathes op med dér.«
Elmer Møller formåede ikke at nappe en plads i hovedturneringen ved årets US Open.
Det gjorde Clara Tauson derimod.
Og derfor tager danskeren hul på årets sidste grand slam, når hun mandag aften møder Sloane Stephens i første runde.
Den kamp kan du følge live på bt.dk.