16-årige Holger Rune vandt lørdag juniorernes French Open med en sejr i tre sæt over Toby Alex Kodat.

Ikke siden 1999, hvor en ung Kristian Pless vandt juniorernes Australian Open, har Danmark haft en grand slam-vinder i herresingle. Men det har Danmark nu.

16-årige Holger Rune levede lørdag op til favoritværdigheden i French Open-finalen for juniorer mod amerikaneren Toby Alex Kodat, som blev slået med cifrene 6-3, 6-7, 6-0 trods misbrugte danske matchbolde i andet sæt.

Den syvendeseedede dansker var favorit i finalen mod den jævnaldrende modstander, der rangerer som nummer 33 på juniorranglisten. Her er Holger Rune nummer otte.

De to spillere havde mødt hinanden to gange tidligere i år, begge gange på grus som i Paris, med en sejr til hver til følge.

Holger Rune havde vist fremragende form på vejen til finalen, hvor han ikke havde afgivet et eneste sæt. Han havde end ikke været igennem en tiebreak. Men i finalen måtte han både ud i tiebreak og tre sæt.

Efter en lidt skrantende start, hvor Holger Rune blev brudt i sit første serveparti, kom han stærkt tilbage og tog fire partier på stribe til 4-1-føring.

Rune spillede med stor selvtillid, bedst symboliseret i kampens sjette parti hvor han spillede sig på 40-40 med et fantastisk slag mellem benene.

Foran 5-3 kunne Holger Rune serve første sæt hjem, og trods et par nervøse bolde lykkedes det.

Han kom også godt fra land med et tidligt servegennembrud i andet sæt, som amerikaneren dog trak tilbage.

Holger Rune var dominerende på Roland Garros-gruset i de fleste af spillets facetter, og med endnu et dansk servegennembrud var Rune kort efter foran 4-2 og blot to partier fra triumfen.

Både ved 5-4 og 6-5 havde han chancen for at serve titlen hjem, men begge gange glippede det trods to matchbolde undervejs, og spillerne måtte i stedet ud i tre sæt, da Kodat var bedst i tiebreaken i andet sæt.

Det afgørende sæt nåede ikke i gang, førend et regnskyl tvang spillerne fra banen i en lille times tid. Og den pause var klart til dansk fordel.

Kodats momentum blev spoleret, mens Holger Rune kunne bearbejde skuffelsen over de missede matchbolde og vende frisk tilbage, da spillet blev genoptaget.

Her var danskeren ovenpå fra start, Kodat lavede adskillige fejl, og det hele gik pludselig meget stærkt.

På 25 minutter havde danskeren holdt serv tre gange og brudt amerikaneren tre gange til sætsejr på 6-0.

Det var den anden danske grand slam-titel for juniorer i 2019, efter at Clara Tauson triumferede hos pigerne i Australian Open.

/ritzau/