Den kun 15-årige danske tennisspiller Clara Tauson er stormet ind i top ti, og nu melder det store spørgsmål sig: hvornår debuterer hun på WTA-touren?

Og faktisk er det slet ikke sikkert, vi behøver vente mange år på at se den unge komet på den store scene, skriver TV 2 Sport.

For Clara Tauson er ikke i tvivl om, at hun vil være professionel tennisspiller, og det betyder, at man skal spille på WTA-touren.

Selvom hun blot er 15 år, er en debut her ikke nødvendigvis langt væk.

»Jeg ved ikke præcis, hvornår jeg vil gå fuld tid på WTA-ranglisten. Men jeg håber at kunne gøre det til næste år,« siger Clara Tauson til TV 2 Sport.

Ifølge Jens Anker Andersen der er sportschef hos Dansk Tennis Forbund er planen, at det nærmere bestemt kommer til at ske i efteråret 2019. Først skal Clara Tauson dog koncetrere sig om sin første junior-Wimbledon.

»Jeg synes, hun skal spille juniorernes Wimbledon to gange, men det kommer selvfølgelig også an på, hvordan det går. Hvis hun vinder første gang, er det ikke sikkert, at hun skal spille næste år,« siger Jens Anker Andersen.

15-årige Clara Tauson var blot 13 år gammel, da hun i 2016 vandt DM. Efterfølgende har hun også markeret sig på den internationale scene, hvor hun mandag vandt sin fjerde singleturnering på ITF-touren som juniorspiller.

Den stor succes har sendt hende i top ti på juniorernes verdensrangliste, hvilket giver kvalifikation til de 'store' Grand Slam-turneringer.

Sidste år forsøgte Clara Tauson at kvalificere sig til US Open, men desværre for danskeren blev det til et nederlag i første runde af kvalifikationen.

På WTA-listen indtager Clara Tauson pladsen som nummer 736.