Holger Rune rykker seks placeringer frem på juniorernes verdensrangliste efter sin sejr i French Open.

Tennistalentet Holger Rune rykker op på andenpladsen på verdensranglisten for juniorer efter weekendens turneringssejr i French Open.

Den 16-årige dansker tager et hop på seks placeringer fra ottende- til andenpladsen på den rangliste, som Det Internationale Tennisforbund (ITF) har opdateret mandag.

Kun den et år ældre italiener Lorenzo Musetti er bedre end Holger Rune.

Dansk tennis er generelt godt placeret på ITF's juniorranglister, da Clara Tauson topper listen på kvindesiden.

Tauson vandt tidligere på året juniorrækken i Australian Open i Melbourne, men hun stod over French Open på grund af en skade. Til gengæld repræsenterede Holger Rune de danske farver i Paris på fornemmeste vis.

Teenageren kæmpede sig frem til finalen, hvor han tog karrierens største sejr, da amerikanske Toby Alex Kodat blev slået i tre sæt.

/ritzau/