Michael Mortensen glemmer aldrig den skæbnesvangre aften.
Året er 2011, og han sidder hjemme i sofaen med sin kone, Maria, og ser tv, mens det pludseligt ringer på dørtelefonen. Ingen af dem venter dog gæster.
»Det er politiet,« lyder det. Og med ét rammer frygten ham. Han husker det tydeligt. Han kan slet ikke mærke sin krop. Og da to politibetjente træder ind i lejligheden, falder hans verden sammen.
Hans 22-årige steddatter Filippa er blevet alvorligt kvæstet i en trafikulykke. Og derfor skal han og hustruen skynde sig at køre med til Rigshospitalet.
Men Filippas liv står ikke til at redde. Og den unge kvinde dør af sine kvæstelser syv dage senere.
Den tidligere tennisspiller og nuværende tv-kommentator har stadig svært ved at tale om den enorme sorg, han har båret rundt på i så mange år. Og i starten ved han faktisk ikke, om han kan gennemføre interviewet med B.T., selv om han har sagt ja til at give det et forsøg.
Han starter med at tage os tilbage til den tragiske aften for præcis 14 år siden. Michael Mortensen husker nemlig tydeligt minutterne i politibilen, da de drøner igennem København med 180 kilometer i timen.
»Det var så surrealistisk,« fortæller Eurosport- og DR-kommentatoren.
På nærmest ingen tid står han og hustruen pludselig foran Rigshospitalets hovedindgang. Og de løber ind i receptionen. For de vil se deres datter. Med det samme.
Men det må de ikke.
»Hun var virkelig ilde tilredt. Og...øh...« når han lige akkurat at fremstamme, inden stemmen er tæt på at knække.
Men han holder fast.
»Vi ser så Filippa kort efter. Hun lå bare og var fuldstændig bevidstløs,« lyder det videre fra Michael Mortensen.
I en tilstand af chok finder de et sted, hvor de kan sidde. Tæt på den stue, hvor datteren ligger, husker han:
»Vi er jo fuldstændig slået ud. Vi sidder hele tiden og håber, at hun vågner, fordi det måske alligevel ikke er så slemt, som lægerne siger.«
Men det er desværre rigtig slemt.
Og det er også de beskeder, de får fra lægerne, som viser dem billeder af Filippas hjerne, der har taget alvorlig skade.
»Den er så beskadiget, at hvis hun vågner, så vil hun ikke være normal igen,« forklarer Michael Mortensen.
Inderst inde er han på det her tidspunkt godt klar over, hvilken vej det går.
Men det går først rigtigt op for ham, da han overhører to læger, der taler om Filippa:
»Jeg kan høre, de siger: 'Den unge kvinde derinde. Der er ikke noget at gøre. Hun overlever ikke'. Og der får jeg et chok, får man håber jo til det sidste.«
Få dage senere dør Filippa.
Michael Mortensen, hustruen og deres fælles datter, Sarah, er i kæmpe sorg.
En sorg, som tenniskommentatoren ikke kan håndtere:
»Jeg får noget psykologhjælp, men jeg synes ikke, det fungerer for mig.«
Det er først, da han får muligheden for at sætte ord på det store tab i sin selvbiografi 'Grus', at han finder en måde, hvor han kan blive fortrolig med sorgen.
Og uden den mulighed aner han ikke, hvor han havde været i dag. For sorgen er stadig så stor, at han ikke har villet læse den.
»Det kan jeg bare ikke. Det er for hårdt for mig,« siger han.
Én af årsagerne er, at familien stadig føler, at Filippa er så stor en del af deres hverdag:
»Der går ikke en dag, hvor jeg ikke tænker på hende. Jeg tænker på hende hver dag. Og nogle gange kommer jeg endda til at tro, at hun stadig er her.«
»Vi føler jo, at Filippa bare er ude at rejse. At hun kommer hjem igen. Ude på døren står Filippas navn der stadigvæk. Vi kan ikke tage det ned. For hun er her stadigvæk. Hele tiden,« fortsætter han.
Han er med på, at det måske kan lyde mærkeligt for nogen, men for ham er det helt naturligt:
»Vi taler hele tiden om Filippa. Sætter os ned og ser billeder sammen. Det er vigtigt for os at tale om hende. Vi kan grine og græde. Vi taler også til hende ovre på kirkegården. Hun er hele tiden ved vores side. Og vi mærker hende.«
Michael Mortensen har for længst affundet sig med, at han skal leve med det store tab i resten af sit liv.
Men han kan kun klare det, fordi han har en familie, der passer på ham.
»Vi er der for hinanden 24 timer i døgnet. Og vi passer på hinanden. For Filippa er er stadig med os,« afslutter han.