Over 1000 spillere, trænere og andre indrejsende bliver i disse dage sluppet løs i det australske samfund.

Danmarks højest rangerede herretennisspiller, Mikael Torpegaard, gik natten til søndag direkte ud af en hård hotelkarantæne og satte kursen mod træningsbanerne til en omgang tennis midt om natten i Australien.

I lighed med størstedelen af over 1000 spillere, trænere og andre tilrejsende op til grand slam-turneringen Australian Open er han søndag ude af 14 dages karantæne og kan nu træne og bevæge sig rundt i Melbourne.

- Endelig fri, lyder det fra danskeren i en video lagt på Instagram, hvor den kunstigt oplyste træningsbane og mørke himmel kan ses i baggrunden.

- Fik den første tennistræning overstået her klokken to om natten. Det føles helt ærligt så godt. Jeg er fuldstændig ligeglad med, om jeg er træt. Det er bare fedt, at karantænen er ovre.

Torpegaard var med i en gruppe på 72 spillere, som måtte i særligt hård karantæne på grund af smitte på flyet til Australien.

Det betyder, at danskeren i modsætning til størstedelen af spillerne ikke har haft mulighed for at tage ud til et træningsanlæg, men har skullet opholde sig på hotelværelset hele tiden.

I begyndelsen af næste uge møder han i første runde af en opvarmningsturnering til Australian Open spanske Pedro Martinez.

Torpegaard ligger nummer 193 på verdensranglisten, mens 23-årige Martinez ligger nummer 87 og har flere grand slam-optrædener bag sig. Spanieren har blandt andet nået tredje runde i French Open sidste år.

- Et par dage til at blive klar. Har det fremragende. Virkelig fremragende, siger Torpegaard i Instagram-videoen, hvor han taler engelsk.

Danskeren får sin grand slam-debut ved Australian Open, som begynder 8. februar. Han er kommet ind som "lucky loser".

Afviklingen af turneringen har været genstand for stor debat i Victoria, som ikke har registreret smitte i lokalsamfundet i snart en måned.

Flere har efter smittetilfælde blandt de indrejsende i karantæne sat spørgsmålstegn ved, om det er risikoen værd at afholde så stor en begivenhed.

15 personer er søndag lokal tid stadig i karantæne, heriblandt en spiller og to andre, der er blevet testet positive. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Den eneste spiller, der har erkendt at være blevet testet positiv, er spanske Paula Badosa.

/ritzau/