Det danske stortalent Clara Tauson, 15, vandt guld i pigesingle ved ungdoms-OL for et halvt år siden. Men når årets første Grand Slam, Australian Open, spilles de sidste to uger i januar, får hun ikke mulighed for at sikre sig endnu en af tennissportens eftertragtede juniortrofæer.

For selvom hun var tilmeldt Grand Slam-turneringen i Melbourne, har hun onsdag valgt at melde afbud.

»Det har ikke været en nem beslutning, men vi håber og tror på, at Clara får mulighed for at opleve Australian Open på et senere tidspunkt,« skriver hendes far, Søren Tauson, i en sms til BT og tilføjer:

»Vi har i stedet truffet en beslutning om, at Clara skal arbejde stenhårdt i sin off-season-champ, hvilket er givende på flere niveauer, og vi er overbeviste om, at tiden er givet godt ud på den lange bane.«

Hermed står det fast, at Clara Tauson formentlig spiller sin første betydende kamp i 2018 om tre uger ved en 15.000 US dollars-turnering på den såkaldte Ladies Tour.

Men selvom Clara Tauson altså ikke rejser ’down under’ i denne omgang, får Australian Opens juniorturnering alligevel dansk deltagelse.

Således har 16-årige Hannah Willer Møller, der ligesom Clara Tauson er tilknyttet HIK’s eliteprojekt under ekslandsholdsspilleren Kenneth Carlsens daglige ledelse, fastholdt sin tilmelding.

Allerede fredag drager hun afsted på den lange flyvetur fra Danmark til Australien.

»Og hun kommer til at rejse alene, da Dansk Tennis Forbund ikke stiller en træner til rådighed. Men hun får god support undervejs på turen, hvor hun inden Australian Open stiller op ved en testturnering to timers kørsel fra Melbourne,« siger hendes far, Martin Møller, og henviser til, at man har allieret sig med Skovbakkens tidligere cheftræner, Christopher Madsen, der har sit eget tennisakademi i den sydaustralske storby.

»Han tager imod hende i lufthavnen i Melbourne og bliver hendes coach undervejs på turen,« siger Martin Møller.

BT ville gerne have haft en kommentar til sagen fra Dansk Tennis Forbund. Men opkald til sportschef Jens Anker Andersen er ikke blevet besvaret.

Sidst en dansk spiller sikrede sig en titel ved Australian Open var i 1999, da Kristian Pless vandt drengesingle-rækken.