Nytårsaften bliver på mange måder helt anderledes med coronapandemien, der fortsat hærger i store dele af verden.
Alligevel er det de færreste, som ligefrem skal opholde sig i isolation på et hotelværelse. Men det er virkeligheden for den danske tennisspiller Frederik Løchte Nielsen.
På nytårsaftensdag flyver han nemlig til Tyrkiet sammen med sine kone Ciara og deres søn Theodor, fordi han skal deltage i en ATP-turnering i Antalya 7. januar.
Men for at kunne deltage i den skal man på grund af coronarestriktioner være i karantæne i syv dage. Derfor er der ingen anden udvej for den danske stjerne, der sidder i isolation, når 2020 bliver til 2021.
»Det bliver da en mærkelig oplevelse at være lukket inde i de kommende dage, men det er en fair nok pris, som vi tennisspillere må betale i disse triste tider for at komme til at spille turneringer rundt om i verden,« siger Frederik Løchte Nielsen til TV 2 Sport.
Han fortæller videre, at det bliver svært at holde tennisformen ved lige, når han ikke må forlade hotelværelset.
Han håber dog at kunne få en motionscykel, så han kan holde sig fysisk i gang, indtil han må komme ud i det fri igen.
Den 37-årige dansker skal til turneringen danne par med serbiske Nikola Cacic, som også bliver hans doublemakker, når årets første grand slam-turnering, Australian Open, sættes i gang i starten ebruar.
Frederik Løchte Nielsen, der i 2012 vandt Wimbledon i herredouble, ligger i øjeblikket nummer 55 på verdensranglisten i double.