Clara Tauson er kun 18 år gammel, men det danske stortalent kan allerede nu juble over en stor milepæl.

Hun springer nemlig ind i top-50 på den opdaterede verdensrangliste.

På WTAs hjemmeside fremgår Tauson nu som den 49.-bedste kvindelige tennisspiller, hvilket er karrierens højeste placering.

Tausons milepæl kommer på et tidspunkt, hvor hun ellers må væbne sig med tålmodighed.

Clara Tauson vandt i september en WTA-turnering i Luxembourg. (Arkivfoto) Sarah Stier/Ritzau Scanpix
Clara Tauson vandt i september en WTA-turnering i Luxembourg. (Arkivfoto) Sarah Stier/Ritzau Scanpix Foto: Sarah Stier/Ritzau Scanpix
Vis mere

I sidste uge missede hun således WTA-turneringen Astana Open på grund af en mindre skade, hvilket også holder hende ude af Indian Wells i denne uge.

En turnering, der regnes som den største turnering i kalenderen ud over de fire grand slam.

Tidligere lå Clara Tauson på en 52.-plads, men selv om hun ikke har været i aktion siden sejren i en WTA-turnering i Luxembourg 19. september, er hun altså kommet lidt længere op ad listen.

I starten af august lå danskeren lige inden for top-100.

Tauson er nu at finde lige over amerikanske Madison Keys og lige under kinesiske Shuai Zhang, mens Ashleigh Barty topper listen og har gjort det siden september 2019.

Ud over turneringssejren i Luxembourg vandt Tauson tidligere på året WTA-turneringen i Lyon, og som optakt til US Open vandt hun en turnering i Chicago, hvor hun i finalen slog den senere US Open-vinder, Emma Raducanu.

I grand slam-turneringen i New York tabte Tauson i anden runde til verdensetteren, Ashleigh Barty.

På herrernes verdensrangliste er danske Holger Rune at finde som nummer 124.