Den danske tennisstjerne Holger Rune har fået en skidt start på græssæsonen.

For mandag tabte det unge stjerneskud i første runde af ATP-turneringen i Halle til spanske Pablo Carreño Busta, der ligger nummer 19 på verdensranglisten.

Danskeren tabte i to sæt med cifrene 3-6, 6-7.

Den 19-årige tenniskomet kæmpede især med sit spil i første sæt, der var præget af mange uprovokerede fejl fra danskerens side.

Andet sæt var dog en noget tættere affære, hvor Rune afværgede flere breakbolde undervejs.

Det var Holger Runes første kamp siden gruseventyret ved French Open, hvor han spillede sig i kvartfinalen i den prestigefyldte grand slam-turnering.

Den unge dansker er efter sin store præstation på gruset i Paris rykket op som nummer 28 på verdensranglisten.

Det var i øvrigt første gang i sin seniorkarriere, at Holger Rune spillede en turnering på græsunderlaget.

Turneringen i Halle fungerer for mange som opvarmning til årets tredje grand slam-turnering, Wimbledon, som starter 27. juni.

Her kan tennisglade danskere glæde sig til at se Holger Rune repræsentere de rød-hvide farver.

Men måske bliver han den eneste dansker, der kommer til at betræde det berømte græs på seniorniveau i år.

Clara Tauson er nemlig tvivlsom til turneringen på grund af en skade. Det kan du læse mere om HER.