Efter 14 sejre på stribe – heraf en walkover – led stortalentet Clara Tauson tirsdag sit første nederlag i mere end en måned.

Den danske tennisspiller røg ud til russeren Daria Kasatkina i første runde af WTA-turneringen i russiske Sankt Petersborg.

Kasatkina vandt 6-4, 7-6 over Tauson, som havde store problemer med at holde serv og tilsyneladende fik problemer med hoften.

Russeren fortsætter dermed til anden runde, mens Tauson må søge videre i jagten på trofæer og ranglistepoint.

Allerede før kampen havde Kasatkina gode erfaringer med modstandere med dansk pas.

Hun slog Caroline Wozniacki tre gange, mens danskeren var aktiv, og var helt oppe som nummer ti på verdensranglisten i 2018.

I dag er Kasatkina gledet ned som nummer 61, men den ottendeseedede spiller viste prøver på sit høje niveau i kampen mod den fremadstormende teenager.

På papiret gik Tauson ellers ind til kampen med masser af medvind. Foruden den imponerende sejrsstime og WTA-titlen i Lyon havde hun ikke afgivet et sæt i ni kampe på stribe.

Det gjorde hun i tirsdagens opgør, hvor danskeren var længe om at komme i omdrejninger.

Tauson blev brudt i sine tre første servepartier og havde problemer med at få indstillet sin ellers gode forhånd.

Tauson kom bagud 1-5 og kastede frustreret sin ketsjer hårdt i tasken. Frustrationerne fik hun dog vendt til sin fordel, og hun vandt tre partier i træk i et flot comebackforsøg.

Til sidst lykkedes det imidlertid Kasatkina at serve sættet hjem, da Tauson først slog ud af banen og dernæst i nettet.

I andet sæt afværgede Tauson et par breakbolde i første parti, men i sit andet serveparti blev danskeren brudt.

Russeren straffede Tausons fejl, og det hjalp ikke danskeren, at hun tilsyneladende havde problemer med hoften.

Den 18-årige dansker modtog behandling og virkede derefter til at være i bedring. Hun tog to partier på stribe, men fejlene vendte tilbage for Tauson, som tabte de følgende tre partier.

Tauson kæmpede sig tilbage til stillingen 5-5, men havde fortsat svært ved at finde linjerne. Begge spillere lavede dog fejl, og derfor skulle sættet afgøres i en tiebreak.

Her var Kasatkina anderledes effektiv, og hun lukkede sikkert kampen foran et beskedent antal tilskuere.

/ritzau/

Genoplev det dramatiske opgør herunder: