De danske tenniskvinder kan selv afgøre, om de fredag skal spille oprykningskamp ved Fed Cup efter ny sejr.

Clara Tauson og resten af det danske kvindelandshold i tennis står med deres skæbne i egne hænder ved Fed Cup.

Onsdag tog de nemlig endnu en sejr ved landsholdsturneringen, da Portugal blev slået med 3-0 i kampe i i Europa/Afrika Zone Gruppe II.

Det er danskernes anden sejr i lige så mange forsøg, og de kan derfor torsdag selv afgøre, om de skal spille sig til en oprykningskamp til Gruppe I. Her hedder modstanderen Egypten i den tredje og sidste gruppekamp.

Karen Barritza satte Danmarks første sejr på tavlen onsdag, da hun i single slog Ines Murta. Clara Tauson gjorde lidt efter sin landsmand kunsten efter, da hun slog Francisca Jorge og sikrede en samlet dansk sejr.

Hattricket blev fuldendt, da Emilie Francati og Maria Jespersen sluttede dagen af ved i double at slå Francisca og Matilde Jorge i en kamp, der altså ikke havde betydning for det samlede resultat.

- Fællesskabet og selvtilliden er helt som den skal være. Det har den været helt fra start. Det giver noget ekstra, at vi har vundet de sidste par dage, og men vi er klar til at give den mindst lige så meget gas mod Egypten, siger Maria Jespersen i en pressemeddelelse fra Dansk Tennis Forbund.

En eventuel oprykningskamp vil blive spillet fredag. Tirsdag blev Finland slået med 2-1 i kampe. Finnerne vandt onsdag med 3-0 i kampe over danskernes modstander torsdag, Egypten.

De danske tenniskvinder rykkede sidste år ned fra Gruppe I.

/ritzau/