Det bliver uden ankelskadede Caroline Wozniacki, at det danske kvindelandshold i tennis spiller Fed Cup i Egypten de kommende dage.

»Med hende på holdet havde vores chancer naturligvis set bedre ud,« siger det danske holds kaptajn, Kenneth Carlsen, der ikke desto mindre ser positivt på mulighederne for at skabe et godt resultat i turneringens såkaldte Europa/Afrika gruppe 2.

»Vi er kommet i den på papiret letteste pulje,« siger Kenneth Carlsen og glæder sig over, at Danmark havnede i tre-nationers-puljen.

»Var vi kommet i puljen med fire hold, kunne vi være rykket direkte ud. Nu er vi sikre på, at vi i tilfælde af en sidsteplads får en playoff-kamp,« siger Kenneth Carlsen.

Med Caroline Wozniacki på skadeslisten stiller Danmark kun med Karen Barritza, Emilie Francati og Julie Noe.

Danmark spiller sine to første kampe onsdag og torsdag. Fredag er der hviledag, mens man lørdag spiller placeringskamp.