Sydafrikas tennisherrer bragte sig foran 2-1 sammenlagt med en doublesejr og styrer mod oprykning i Davis Cup.

Aarhus. Danmarks mandlige tennislandshold får svært ved at sikre sig oprykning til Europa/Afrika gruppe 1, som er turneringens næstbedste lag.

I weekendens oprykningskamp i Aarhus mod Sydafrika er Danmark nu bagud med 1-2 samlet efter et klart nederlag i lørdagens double.

Her tabte den danske konstellation med Frederik Løchte Nielsen og Thomas Kromann med cifrene 3-6, 0-6, 4-6 til Sydafrikas Raven Klaasen og Ruan Roelofse.

- Det var spil til ét mål. De spillede godt og lavede ingen nemme fejl. Vi havde ikke mange breakbolde, og mange af de servepartier, som vi rent faktisk vandt, gik til 40-40.

- I stedet for at acceptere at de spillede godt og så hæve vores niveau, blev vi lidt kuede, siger Frederik Løchte i en pressemeddelelse.

Nu skal Danmark vinde begge søndagens singler for at tage den samlede sejr. Her skal Frederik Løchte og Benjamin Hannestad efter planen i aktion for kaptajn Kenneth Carlsens tropper.

I lørdagens double var danskerne chanceløse. Et enkelt servegennembrud gjorde forskellen i første sæt, men i andet sæt blev danskerne udstillet og fik et såkaldt "æg".

I tredje sæt fulgte Danmark med til 2-2, men da Frederik Løchte efterfølgende blev brudt til 2-3, var den sidste vej banet til sydafrikaneres sejr.

Løchte overlevede en matchbold ved stillingen 3-5, men det var en stakket frist, da Sydafrika efterfølgende servede sejren hjem.

Den første singlekamp søndag begynder klokken 12, og det bliver med Frederik Løchte i aktion.

/ritzau/