Regnvejr er årsag til, at Caroline Wozniacki først kommer til at møde Elena Vesnina torsdag.

Arrangørerne af tennisturneringen Aegon International i Eastbourne har bestemt ikke været heldige med vejret over det sydøstlige England.

For anden dag i træk er regnvejr kommet på tværs af programmet, og igen er danske Caroline Wozniacki en af de berørte.

Danskerens kamp i tredje runde mod Elena Vesnina, der skulle have været afviklet onsdag aften, er nu udsat til torsdag.

Wozniacki havde ellers udsigt til en hård arbejdsdag, da hun onsdag eftermiddag spillede sin udsatte kamp i anden runde mod Naomi Osaka.

Efter planen skulle hun derefter have mødt Vesnina få timer senere. Nu bliver det i stedet en hård torsdag, hvis hun altså formår at slå den 12.-seedede russer.

Modsat tirsdag, hvor det stort set regnede hele dagen, nåede der trods alt at blive spillet en række kampe i løbet af onsdagen.

Men da det først på aftenen begyndte at dryppe, blev spillerne sendt i omklædningsrummet. Da regnen senere tog til, måtte man opgive at komme i gang igen.

Mens det endnu var tørvejr, vandt Wozniacki med 6-2, 7-6 over Osaka.

/ritzau/