Juan Sebastián Cabal og Robert Farah skulle bruge 4 timer og 57 minutter på at vinde Wimbledon-finalen.

Juan Sebastián Cabal og Robert Farah skrev sig lørdag ind i tennissportens historiebøger som de første colombianere til at vinde Wimbledon.

Duoen triumferede i herredouble i en maratonfinale, der varede hele 4 timer og 57 minutter.

Det er samtidig første gang, at et colombiansk par vinder en grand slam-turnering i herredouble.

Cabal og Farah slog franske Nicolas Mahut og Edouard Roger-Vasselin med cifrene 6-7, 7-6, 7-6, 6-7, 6-3.

Havde kampen varet fem minutter længere, ville den have sat rekord som den længste herredoublefinale nogensinde i Wimbledon.

Den rekord har finalen fra 1992, hvor John McEnroe og Michael Stich slog Jim Grabb og Richey Reneberg i en kamp, der varede fem timer og et minut.

Kvindernes doublefinale skulle have været spillet lørdag efter herrernes, men fordi den trak så meget ud, må Barbora Strycova, Su-Wei Hsieh, Gabriela Dabrowski og Yi-Fan Xu vente til søndag med at komme i aktion.

Det er ikke nyt for Nicolas Mahut at spille meget lange tenniskampe.

Franskmanden var således med i den længste tenniskamp nogensinde, da han under Wimbledon i 2010 tabte til amerikanske John Isner i en duel, der varede 11 timer og 5 minutter og blev spillet over tre dage.

Dengang var der ikke som i dag indført en regel om, at kampen skal afgøres i tiebreak, hvis der står 12-12 i sidste sæt. Opgøret mellem Isner og Mahut sluttede med cifrene 6-4, 3-6, 6-7, 7-6, 70-68 i amerikansk favør.

De første tre sæt i lørdagens doublefinale blev spillet uden et eneste servebrud. Begge par tilkæmpede sig breakbolde, men i alle tilfælde blev de afværget.

Der skulle derfor tiebreak til for at afgøre sættene. Mahut og Roger-Vasselin trak det længste strå i første sæt, hvor franskmændene vandt 7-5.

I andet sæts tiebreak var cifrene de samme, men med omvendte fortegn. 1-1 i sæt.

Cabal og Farah vandt også tredje sæt i tiebreak, denne gang 8-6.

I fjerde sæt lykkedes det endelig for begge par at bryde hinanden. Franskmændene lagde ud ved at gøre det til 3-1, men colombianerne svarede tilbage med det samme og reducerede til 2-3.

De resterende partier blev vundet i eget udlæg, og så skulle der igen tiebreak til for at finde en vinder. Her vandt Mahut og Roger-Vasselin igen 7-5.

Men i femte og afgørende sæt var Cabal og Farah skarpe, og de nærmede sig for alvor sejren, da det lykkedes at gøre det til 5-3 i franskmændenes serv.

Sejren kom efterfølgende i hus på første matchbold, og så kunne de to colombianere bryde ud i vild jubel.

/ritzau/