Clara Tauson blev mandag hyldet af fans i Kastrup Lufthavn for sin sejr i juniorrækken i Australian Open.

Et langt kram af mor.

Det var noget af det første, der ventede tennisspilleren Clara Tauson, da hun mandag eftermiddag landede i Københavns Lufthavn efter at have vundet juniorrækken i Australian Open.

Familie, venner og fans stod klar med flag til at tage imod den tydeligt glade - men trætte - junior-verdensetter.

- Jeg er lidt følelsesladet og rigtig glad. Det er bare det, man har arbejdet hårdt for i rigtig lang tid.

- Nu skal jeg bare hjem og nyde det.

- Alle folk, jeg kender, har nærmest skrevet, så jeg ved, at de har fulgt med. Det er selvfølgelig sjovt, når folk følger med i tennis, siger hun overvældet af de mange lykønskninger.

Øverst på den unge tennisspillers bagagevogn står den sølvpokal, som Clara Tauson har fået med hjem fra Australien.

Lørdagens sejr betyder, at hun fremover fokuserer på at spille professionelle turneringer, lyder det fra tenniskometens far, Søren Tauson.

- Resten af året kommer til at byde på at spille nogle professionelle turneringer primært.

- Lige nu er det et puslespil om, hvad der kan lade sig gøre, og hvilke turneringer hun kommer ind i.

- Men det kan sagtens være, at det godt kan give mening at spille en junior grand slam-turnering til sommer, fordi der er nogle rigtig gode spillere, hvor man kan øve sig på en masse, siger han.

Om det betyder, at Clara Tauson er klar til at kæmpe for en OL-plads i Tokyo i 2020, er dog endnu usikkert.

- OL er selvfølgelig altid en drøm for en idrætsudøver, men det er ikke noget, vi kan planlægge. Man skal langt op på den professionelle rangliste. Det er et drømmemål, siger Søren Tauson.

At fremtiden byder på flere professionelle turneringer end juniorturneringer, det er ikke noget, der skræmmer den 16-årige tennisspiller.

- Det er nogenlunde det samme. Selvfølgelig er niveauet lidt højere i de større turneringer, så jeg glæder mig til at prøve at spille mod nogle af de rigtig dygtige spillere, siger Clara Tauson.

63-årige Inger Ejsing fra Haslev er en af dem, der er mødt op i lufthavnen for at få en autograf fra Clara Tauson.

Hun er ikke i tvivl om, at den unge tennisspiller har en stor karriere foran sig.

- Jeg er her, fordi, at det er længe siden, at der er en, der har vundet en junior grand slam-turnering for Danmark.

- Hun har en formidabel forhånd, og så er der virkelig power bag hendes slag. Jeg er sikker på, at hun kommer helt i top ligesom Caroline Wozniacki, siger hun.

Det bliver en kort pause for junioretteren Clara Tauson. Hun skal allerede i næste uge spille sin første kamp efter Australian Open-sejren sammen med resten af landsholdet.

/ritzau/