Kvartfinalen blev endestationen for Clara Tauson i ITF-turnering i Suzhou i Kina.

Tennistalentet Clara Tauson har fortsat ikke slået en spiller fra verdensranglistens top-100.

Den 16-årige dansker røg fredag morgen dansk tid ud af en ITF-turnering i Suzhou i Kina, da hun i kvartfinalen tabte klart til japanske Nao Hibino med 2-6, 0-6.

Torsdag tog Tauson ellers en flot skalp, da hun slog Kurumi Nara, der ligger nummer 145 på verdensranglisten, hvor Tauson selv figurerer som nummer 306.

Men fredag var der ikke noget at gøre mod ranglistens nummer 99, Nao Hibino.

Ganske vist kom danskeren på 1-0 i sit allerførste serveparti, men det var samtidig sidste gang, at hun prøvede at have føringen i kampen.

Hibino brød til 2-1, og efter yderligere to servegennembrud kunne hun selv serve første sæt hjem.

I andet sæt fik Tauson ikke et ben til jorden, og samlet tog det Hibino 66 minutter at spille sig videre til semifinalen i turneringen, der har en samlet præmiesum på cirka 670.000 kroner.

Præstationen i Suzhou sikrer dog Tauson 31 point til verdensranglisten, hvor hun kan forvente et spring, når ranglisten opdateres.

/ritzau/