Clara Tauson fortsætter de flotte resultater. Nu er hun klar til kvartfinalen i WTA-turneringen i Lyon efter sejren på 6-2, 6-3 over Timea Babos.

Tennistalentet Clara Tauson er klar til kvartfinalen i WTA-turneringen i franske Lyon.

Onsdag eftermiddag vandt hun sin kamp i anden runde over ungareren Timea Babos, der rangerer som nummer 105 i verden.

Den 18-årige Tauson, der selv er nummer 139, vandt med cifrene 6-2, 6-3.

Danskeren fik ellers ikke den bedste start på kampen. Hun blev taget på sengen af Babos, der i de første tætte partier præsterede flere vindere fra baglinjen og efter et servegennembrud kom foran 2-0.

Tauson arbejdede sig dog hurtigt ind i kampen, og snart var det hende, der styrede duellerne med sine tunge grundslag i den franske hal.

Hun brød tre gange på stribe og vekslede 0-2 til 6-2, da Babos på den første sætbold lavede dobbeltfejl.

Også i andet sæt kom Babos godt fra start med et servegennembrud til 2-1, men igen svarede danskeren prompte tilbage med et brud til 2-2.

Da Tauson brød endnu engang til 5-3, kunne hun efterfølgende serve sejren hjem, og det gjorde hun med et rent parti og endda et servees på matchbolden.

Med sejren fulgte Tauson perfekt op på overraskelsen i første runde, hvor hun slog turneringens topseedede russer, Ekaterina Alexandrova, der ligger nummer 33 på verdensranglisten.

I kvartfinalen skal hun op imod enten italieneren Camila Giorgi (nummer 81) eller serberen Nina Stojanovic (95), der mødes onsdag aften.