Tenniskometen Clara Tauson spillede sig onsdag videre i Australien Open.

6-2, 7-5 blev cifrene i fjerde runde mod den schweiziske modstander Valentina Ryser i grand slam-turneringen for junior, som Clara Tauson stiller op i for første gang.

Det var en kamp, som Clara Tauson hurtigt satte sig på, selvom det alligevel blev spændende til sidst.

Sådan fortæller Clara Tausons far og træner, Søren Tauson, til B.T. Sport.

Kvartfinalen ved Australian Open er Clara Tausons hidtil bedste resultat.
Kvartfinalen ved Australian Open er Clara Tausons hidtil bedste resultat. Foto: Sarah Christine Nørgaard
Vis mere

»Clara kom rigtig godt ind i kampen i forhold til tidligere kampe. I dag (onsdag, red.) slog hun godt og frit til bolden, samtidig med at hendes serv fungerede. Hendes modspiller kunne ikke rigtig følge med,« fortæller han og fortsætter:

»Men så blev det tæt i andet sæt. Unødvendig tæt, vil jeg sige. Clara servede godt og vandt sine egne serve. Undervejs havde hun også flere break-muligheder, men dem fik hun ikke, og det virkede til at gå hende på. Derfor kunne det også være gået begge veje i andet sæt, men Clara havde alligevel det ekstra gear til sidst.«

Forholdene under kampen var dog ikke de mest optimale. Hverken for Clara Tauson eller Valentina Ryser.

Kampen blev nemlig spillet lige ved siden af en togbane, hvilket gav de unge spillere udfordringer i løbet af kampen.

Tennisspiller Clara Tauson til træning i HIK's hal i Hellerup, torsdag den 28. December, 2017.. (Foto: Sarah Christine Nørgaard/Scanpix 2018)
Tennisspiller Clara Tauson til træning i HIK's hal i Hellerup, torsdag den 28. December, 2017.. (Foto: Sarah Christine Nørgaard/Scanpix 2018) Foto: Sarah Christine Nørgaard
Vis mere

»Det gjorde, at der var meget larm under kampen. Samtidig var der også en drilsk vind, som generende begge spillere. Det kunne man blandt andet se, når de servede. I den ene ende var der en heftig medvind, der gjorde, at boldene var svære at kontrollere. Det gav nogle uventede servefejl, som påvirkede begge spillere. Vind er noget af det, tennisspillere hader allermest,« siger Søren Tauson.

Ikke desto mindre klarede Clara Tauson skærerne og kæmpede sig videre.

I et tidligere interview til B.T. Sport har Søren Tauson forklaret, at Clara Tauson er et stykke fra det niveau, han ved, hun kan spille. Sejren i fjerde runde var dog et skridt i den rigtige retning.

»Det var et step op. Absolut. Særligt hendes serv fungerede væsentligt bedre. Selvfølgelig var der også perioder, hvor det fungerede knap så godt, og hun kan stadig spille bedre. Men det handler om at vinde med det, man har med på dagen, og ikke fokusere på, hvordan man kunne have spillet.«

Clara Tauson er blot 16 år gammel.
Clara Tauson er blot 16 år gammel. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Derfor kigges der nu frem mod kvartfinalen, som bliver mod lettiske Kamilla Bartone.

Og her jagter Clara Tauson revanche.

»Det er en spiller, som Clara har stor respekt for. De spillede mod hinanden for nogle år siden i en turnering i Stockholm, hvor Clara tabte. Det er en talentfuld spiller, som er svær at få en rytme imod. Hun går benhårdt efter sine slag og har hurtige serve. Så det bliver en stor opgave, men vi tror selvfølgelig på det,« siger Søren Tauson afslutningsvis.

Clara Tauson og Kamilla Bartone spiller deres kvartfinale torsdag omkring klokken 6 dansk tid.